- Det varmer meget, at der er kommet så mange. Han var et godt menneske og han
kendte mange flere, end jeg havde forventet, siger en tydeligt bedrøvet
Muddi Agha, der er bror til Ali Agha, der blev dræbt natten til søndag den
21. oktober i Tingbjerg ved København.
Efter ceremonien i forbindelse med den almindelige fredagsbøn i moskéen på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter, blev kisten med Ali Agha båret ud til den sorte rustvogn, der skulle føre Ali Agha til evig hvile på den muslimske kirkegård i Brøndbyøster vest for København. Omkring kisten står Alis nærmeste i to lange rækker med bukkede hoveder, mens kisten bæres hen til bilen.
Læs:Se også: Sidste farvel til 20-årigt voldsoffer
Den sidste rejse
Efterfulgt af en større bilkortege med Ali Aghas venner og bekendte kører den
sorte rustvogn den lange vej fra Københavns nordvestkvarter til Brøndby. Her
begynder nogle af Ali Aghas nærmeste at grave hullet til kisten. Den bliver
firet ned med et reb, hvorefter der holdes en tale for Ali Agha.
Til sidst dækkes kisten med jord. Nogle af de pårørende har blomster med, som de lægger på graven.
Efter selve begravelsen tager den nærmeste familie afsked med de fremmødte. Mange er helt opløst af sorg, og kan næsten ikke få et ord frem.
- Han må virkelig have gjort noget godt for andre, siden der møder så mange op. Jeg håber, at han har det godt nu. Jeg kan ikke sige mere, siger Muddi Agha efter begravelsen i Brøndby.
Fire unge er sigtet for dødsvold mod Ali Agha natten til den 21. oktober. Han døde cirka et døgn efter af sine kvæstelser.
Læs:Se også: Lillebror til dødsvolds-offer: Fatter ikke han er væk
Alis uddannelsesvejleder: Æret være hans minde
- Det har kostet mange tårer, det er stadigvæk lidt uvirkeligt det
hele. Nogle gange er han stadig i skole oppe i mit hoved. Han var utroligt
vellidt og utrolig positivt stemt over for de unge mennesker, han arbejdede
med på fritidshjemmet, siger Peter Møller, der var Ali Aghas
uddannelsesvejleder på det fritidshjem, hvor han arbejdede.
Ali var halvvejs i sit uddannelsesforløb, der i sidste ende skulle ende med en uddannelse som pædagog. Peter Møller var til stede ved begravelsen sammen med to af sine kollegaer, samt nogle af børnene fra fritidshjemmet TK's Ungdomsgård, hvor Ali Agha arbejdede.
