– Jeg vil sådan håbe, at politiet genoptager min mors sag, nu hvor
dna-teknologien er blevet forbedret.
Sådan siger Inge Pedersen fra Vejen. Hendes mor, Ruth Pedersen, 64, blev en
december-morgen for 24 år siden fundet kvalt og voldtaget i sin seng i
Lille Skensved nær Køge.
– Jeg fik et chok, da jeg hørte nyheden om, at politiet nu vil genåbne gamle,
uopklarede mordsager. Det rippede pludselig op i det hele. Alligevel ønsker
jeg, både for min egen skyld og for min mors sjælefred, at morderen bliver
fundet en dag. Jeg er ikke hævngerrig. Men hvorfor skal han gå fri?
– Vi vil gerne have en endelig afslutning på sagen, der har spøgt hos både mig og mine brødre i alle årene, der er gået, siger hun.
Læs mere: Se også: Så sikre er de nye dna-beviser
Beviserne var for svage
Men mordsagen om den 64-årige Ruth Pedersen bliver nok ikke en af de mange
sager, politiet i første omgang vil genåbne. Ved to retsinstanser blev en
mistænkt 22-årig mand frifundet.
Selv om de dna-spor, politiet fandt på stedet, og som retsmedicinerne tre år
efter mordet analyserede sig frem til, måtte stamme fra den mistænkte mand,
kunne han ikke dømmes. Beviserne var for svage i Danmarks første retssag
med dna som eneste bevismateriale.
Læs også´:Se også: Geislers mor: Jeg troede
Amagermanden slog Stine ihjel
Ifølge Inge Pedersen var det Køge Politi, der lige fra start både kvajede sig
og klokkede rundt i det hele.
– Hele forløbet var nærmest en parodi, siger hun.
– Alle skulle på weekend. Også de betjente, der i første omgang optog rapport
i min mors hus, siger hun.
Inge Pedersen husker også tydeligt, at da politiet endelig fandt ud af, at
moderen var myrdet, mente man, at det nok var enten Inge eller hendes
brødre, som stod bag drabet.
– Det var særdeles ubehageligt, da vi blev ført til afhøring på
politistationen. Betjentene lagde ikke skjul på, at de mistænkte os,
fortæller hun og erindrer også, at det skete samme dag, som moderen skulle
have været begravet.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er det 24 år gamle drab på Ruth Pedersen en del af den pulje, politiet i den nærmeste fremtid vil se nærmere på. I første omgang har politiet åbnet seks konkrete sager.
