Allerede mandag aften kom de første nye tip. I løbet af tirsdag formiddag var
henvendelserne fra borgere i København oppe på fem. Men her til morgen har
Københavns Politi nu registreret i alt 16 nye henvendelser omkring de gamle
uopklarede kvindedrab i hovedstaden.
Læs også: Her er de uhyggelige sager som undersøges igen
16 nye tip
Selvom politiet har sat fire gamle drabssager under lup igen, drejer samtlige
16 tip sig fortsat om drabene på den 23-årige prostituerede Hanne With og
den 18-årige gymnasieelev Stine Geisler.
- Jeg tror det skyldes, at de to sager har været meget omtalt i medierne, både dengang men også senere, og desuden har været sager som folk virkelig har bidt mærke i, forklarer drabschef Jens Møller til ekstrabladet.dk.
Københavns Politi er fortsat glade for de nye henvendelser, trods nogle af oplysningerne allerede har været politiet bekendt.
- Nogle af informationerne har vi vidst i forvejen. Men der er også nye interessante oplysninger, som vi ikke har haft kendskab til. Det kan være om personer, der er interessante. Observationer af folk fra dengang, eller om personers mærkelige opførsel på gerningstidspunktet, uddyber drabschefen.
Læs også: Politi åbner endnu flere gamle drabssager
Folk dukker selv op på Politigården
Men det er ikke kun via telefonen, at folk har oplysninger, som de mener kan
gavne politiet i de over tyve år gamle mordgåder. For allerede tirsdag mødte
en borger personligt op på Politigården i København for at dele sin viden
med myndighederne. Og her til morgen måtte portvagten ved politiets
hovedkvarter igen hidkalde drabsafdelingen for at hente endnu en borger, som
mener at kunne bidrage med nye oplysninger.
- Det er meget imponerende, at folk dukker op her. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det lige er dén rigtige henvendelse - mange af dem kan jo være et langskud - men lige pludselig kan det vise sig at være nålen i høstakken, håber Jens Møller.
Samlet set har Københavns Politi noteret en liste på i alt 17 gamle uopklarede drabssager, hvor man vil forsøge at udvinde dna-materiale fra de opbevarede effekter. Men præcist hvilke sager, der optræder på listen, ønsker politiet ikke at oplyse.
Hvorfor vil I ikke det?
- Det er korrekt, at vi lige nu kigger på flere sager. 17 for at være præcis, som går tilbage fra 1985 og frem til sidste år. Men vi vil ikke give nogle udmeldinger om hvilke, fordi vi så kan give folk falske forhåbninger om et nå et resultat. For det er jo ikke sikkert, at vi får et resultat. Men de fire sager vi har omtalt indtil nu er dem, hvor vi finder det mest sandsynligt at vi vil nå frem til et positivt resultat, fortæller drabschefen til ekstrabladet.dk.
