ADVARSEL: KLIPPET HEROVER KAN VIRKE STØDENDE
Flere politibetjente i Sydney bliver nu skarpt kritiseret efter en voldsom anholdelse tidligere på året. Her døde den 21-årige studerende, Roberto Curti fra Brasilien, efter at være blevet ramt af 14 skud fra strømpistoler.
Betjentene holdt også mandens hoved hårdt ned mod jorden.
I følge retsmediciner Mary Jerram bør der rejses disciplinærsag mod fem betjente. Hun går dog ikke så langt som til at kræve, at der rejses sigtelse mod betjentene for at have forvoldt den unge mands død.
Optrådte farligt og uansvarligt
- Betjentene har optrådt som en ustyrlig flok - farligt og uansvarligt,
fastslår Mary Jerram.
Ved obduktionen har retsmedicineren ikke kunnet påvise nogen konkret dødsårsag. Men den 21-årige mand kan være blevet kvalt, da hans hoved blev holdt hårdt ned mod vejen.
Stjal to poser kager
Den dybt tragiske sag opstod efter at Roberto Curti gik ind i en butik og
stjal to poser med småkager. Butiksejeren gad end ikke at anmelde sagen til
politiet. Andre troede, at der var tale om et røveri og tilkaldte derfor
ordensmagten.
Roberto Curti var angiveligt høj på stoffer og muligvis også psykotisk. Men han var i følge retsmedicineren ikke til fare for nogen som helst. Derfor var der efter hendes mening ingen grund til at foretage den voldsomme anholdelse.
- Der var ingen grund til at blive ved med at skyde på ham med strømpistolerne efter at han var blevet lagt ned, mener Marry Jerram.
Familien ønsker videoen frem
Roberto Curtis svoger kræver på familiens vegne, at der bliver rejst sigtelse
mod betjentene.
- Intet vil bringe 'Beto' tilbage til os. Men vi vil blive ved med at kræve, at de ansvarlige skal stå til ansvar for deres oprørende handlinger, udtaler svogeren, ifølge Daily Mail.
Roberto Curtis familie ønsker, at videoen med anholdelsen bliver vist offentligt.
