En 57-årig mand fra Ruds-Vedby ved Kalundborg blev søndag aften overfaldet i
sit hjem af to mænd bevæbnet med jernrør, oplyser Midt- og Vestsjællands
Politi.
Manden alarmerede politiet klokken 19.07 umiddelbart efter overfaldet.
Nogen bankede på den 57-åriges dør, og da han åbnede fik han sprøjtet en olieagtig væske i øjnene af to mænd, der derefter slog manden med et jernrør.
Den 57-årige flygtede ud i køkkenet, hvor han låste sig inde.
Derefter forsvandt de to overfaldsmænd fra lejligheden.
Den 57-årige fik på skadestuen konstateret en flænge i hovedbunden og mærker efter diverse slag mod kroppen.
De to overfaldsmænd beskrives som:
A: 165-170 cm høj, spinkel af bygning, iført sort hættetrøje.
B: 165-170 cm høj, spinkel af bygning, iført grå hættetrøje, gråt tørklæde for ansigtet.
Begge var formentlig af anden etnisk oprindelse end dansk og talte dansk med accent.
Den 57-årige har oplyst til politiet, at de to overfaldsmænd tilsyneladende ikke stjal noget i forbindelse med overfaldet.
Har du oplysninger i sagen, kontakt da Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 114.
