Den herboende 50-årige mand, der nu har udsigt til at skulle stå til ansvar
over for en en domstol i Rwanda, havde en uhyggelig fortid med sig, da han
drog til Danmark.
I Rwanda har han nemlig spredt død og rædsel under det ufattelige blodbad, der herskede i landet i 1994, hvor omkring 800.000 tutsier på brutal vis blev myrdet.
Dræbte flygtninge
Hvis man skal tro det anklageskrift, der blev udfærdiget i Danmark, efter at
han blev anholdt og sigtet tilbage i december 2010, har den 50-årige
deltaget i sin del af uhyrlighederne.
Her fremgår det, at den tiltalte i 1994 havde ansvaret for to vejspærringer i Rwanda, hvor mange tutsier på den mest grusomme måde måtte lade livet.
Læs også: Se også: 50-årig skal udleveres for folkedrab
Eksempelvis skulle den 50-årige, der er statsborger i Rwanda, sammen med to andre have slået ti specifikke personer ihjel med macheter, køller og spyd.
Derudover har den 50-årige, ifølge anklageskriftet, kastet en håndgranat ind i en større flygtende folkemængde, som resulterede i, at adskillige personer blev dræbt.
Lovlig udlevering
Retspræsident ved Retten i Roskilde, Jørgen Lougart, oplyser til
ekstrabladet.dk, at myndighederne i Rwanda begærede den 50-årige udleveret i
starten af 2012. Justitsministeriet har siden behandlet sagen i forhold lov
om udlevering og nåede til en afgørelse 29. juni. Og kendelsen, afsagt i
Retten i Roskilde i dag, slår fast, at det er lovligt at udlevere den
rwandanesiske mand til det centralafrikanske land.
Derfor er det ikke længere det danske anklageskrift, som den påståede massemorder, skal bekymre sig om. I stedet bliver han konfronteret med et anklageskrift, som er baseret på efterforskning i Rwanda. Men de to anklageskrifter - selv de afviger fra hinanden i konkrete deltager - minder selvsagt meget om hinanden, oplyser Jørgen Lougart.
Risikerer ikke tortur
Retten i Roskilde har ved kendelsen om udlevering til retsforfølgelse i
Rwanda lagt vægt på, at den 50-årige ikke risikerer at blive udsat for
forfølgelse i sit hjemland, ligesom der heller ikke er grundlag for at
antage, at der består en reel risiko for, at han vil blive udsat for tortur
eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling på grund af sin
afstamning og politiske opfattelse.
Den 50-årige har ifølge retspræsidenten tre dage til at kære byrettens afgørelse.
