Fire unge piger har i to forskellige asylcentre forsøgt at begå selvmord
samtidig.
- Det er fuldstændig atypisk og usædvanligt, at fire forsøger at begå selvmord på en gang, siger Svend Erik Brande, sundhedsfaglig leder i Røde Kors' centre.
Tre af de unge kvinder var under 18 år, mens den sidste var over 18 år.
ekstrabladet.dk erfarer, at de fire unge kvinder ikke var i familie, og at selvmordsforsøgene fandt sted på to forskellige asylcentre.
Svend Erik Brande kan grundet sin tavshedspligt ikke udtale sig om konkrete sager. Der er dog en fast kutyme, når der er forsøg på selvmord i asylcentrene:
- Vi har altid et tværfagligt samarbejde omkring vores børn og familier, men selvfølgelig skærper vi samarbejdet yderligere i sådanne tilfælde, siger Svend Erik Brande.
Altså sætter blandt andet psykologer, netværkspersonale og skolepersonale sig sammen og får talt om, hvad der skal gøres.
- Vi skal finde ud af, hvad kan vi stille op, og hvad kan vi hjælpe med, siger Svend Erik Brande.
