Salvatore Perrone - den
halvskaldede mand på et overvågningsbillede, som politiet døbte’ John Doe
Duffle Bag’ - er blevet anholdt og sigtet for tre drab i New
York-bydelen Brooklyn.
Salvatore Perrone meldte sig selv til myndighederne tirsdag, da politiet kom på sporet af ham. Efter flere timers afhøring tilstod han to af de tre drab, han var mistænkt for.
Alligevel er den 63-årige dørsælger blevet sigtet for alle tre drab, da ballistiske undersøger viser, at samtlige ofre blev skudt og dræbt med det samme skydevåben.
Politiet har beslaglagt en 22-kaliber riffel, som lå i en køjesæk i Perrones kærestes lejlighed.
Den anholdte har ikke røbet motivet til ugerningen, der opskræmte New York. Alle tre ofre er ældre mandlige butiksindehavere af mellemøstlig afstamning.
Motivet stadig uklart
Salvatore Peronne har tilstået drabet på Mohammed Gebeli, 65, og Isaac
Kadare, 59. Han nægter sig skyldig i drabet på Rhamatollah Vahidipour, 78,
der blev skudt i sin butik fredag.
Det var ellers et overvågningskamera nær Vahidipours butik, She She Boutique, på Flatbush Avenue, der filmede Salvatore Perrone i løb med en køjesæk i den ene hånd.
Politiet føler sig sikre på, at de har fanget morderen.
- Han var til stede på alle tre gerningssteder. Motivet er stadig uklart, siger en politikilde til New York Daily News.
Naboer klar til fest
Salvatore Perrone er tidligere kun dømt for småkriminalitet. Han har to domme
for spritkørsel og to domme for tyveri på straffeattesten.
Perrones naboer i Staten Island har intet pænt at sige om den anholdte, men de har svært ved at tro på, at han er seriemorder.
- Hvis han bliver dømt, holder vi en gadefest: Han er sindssyg, men seriemorder? Det er nok lige i overkanten, siger en nabo til avisen.
