Aftalte kæmpe våbenhandel i fængslet

Under møder i to fængsler planlagde tre brødre en kæmpe våbenhandel. Den ene bror afsonede otte års fængsel for våbenrøveriet mod Antvorskov Kaserne

Politiet har fundet alle de tunge våben M95, M 96 og maskingeværer, men der mangler enkelte pistoler. (politifoto)
Politiet har fundet alle de tunge våben M95, M 96 og maskingeværer, men der mangler enkelte pistoler. (politifoto)

Gennem flere måneder planlagde tre brødre, hvordan de skulle sælge 43 militære geværer, der stammede fra våbenrøveriet mod Antvorskov Kaserne i 2009, hvor der blev stjålet 200 militære våben.

Den ene af brødrene, den 30-årige BH, afsonede otte års fængsel for våbenrøveriet, og når hans to brødre på 26 og 23 år besøgte BH i fængslet, planlagde trioen at sælge partiet på 43 våben, der lå skjult på et loft over et garageanlæg på Sognevej i Brøndbyvester.

Det fremgår af anklageskriftet mod de tre brødre, at de fra foråret sidste år og frem til den 28. juli, hvor politiet fandt de 43 våben, holdt møder i besøgsrummene i Vestre Fængsel og Statsfængslet i Nyborg. Her blev den store våbenhandel koordineret.

Politiet på sporet af våbenhandlen
Men politiet var på sporet af brødrenes plan, muligvis ved rumaflytning af besøgsrummene i fængslerne. Det bliver først afsløret under den kommende retssag. Den 28. juli sidste år slog politiet til mod våbendepotet i Brøndbyvester og fandt de 43 militære våben. Det var geværer af typerne M 95 og M 96 og LSW maskingeværer samt fem tomme magasiner.

Dagen efter blev de tre brødre varetægtsfængslet. Den 30-årige BH blev anholdt i Nyborg Statsfængsel, hvor han afsonede dommen på otte år. Også den 28-årige mand, der opbevarede våbnene på sit loft, blev anholdt. Han er dømt for sin rolle i sagen, mens de tre brødre først stilles for retten senere på året.

Efter fundet af de 43 geværer var de fleste våben fra Antvorskovkuppet bragt til veje, men politiet manglede stadig cirka 40 våben. Det lykkedes politiet at finde de sidste våben i efteråret, hvor politiet den 22. november slog til i Brøndby og fandt M 95 og M 96 geværer, to granatkastere og syv pistoler.

Det lykkedes dog ikke politiet at finde ud af, hvem der opbevarede de 40 våben, og om de tre brødre også havde kendskab til dem og planer om at sælge dem.

Risikerer hård straf
- Efter røveriet på kasernen blev de 200 våben delt op i tre partier og skjult. Vi har fundet dem alle, måske på nær et par pistoler og enkelte våbendele, så vi er godt tilfredse, siger politiinspektør Magnus Andresen, Task Force Øst.

- Vi afbrød våbenhandlen på et tidspunkt, hvor vi mener, at beviserne var i orden, så våbnene ikke nåede at blive solgt, siger Magnus Andresen.

De tre brødre risikerer efter retspraksis seks-otte års fængsel, fordi der er tale om mange og meget farlige våben. Statsadvokaten kræver, at selv om den 30-årige BH i forvejen afsoner otte års fængsel for våbenkuppet, skal han have en hård tillægsstraf for forsøget på at sælge de 43 våben, som han holdt skjult i to et halvt år efter kasernekuppet.

BH er også tiltalt for trusler mod et vidne i våbensagen. Den 4. januar i år forsøgte BH, ifølge tiltalen, at smugle et brev ud af arresthuset i Køge, hvor han forsøgte at få venner til at true vidnet, der havde afgivet forklaring ved retten i Glostrup om våbensagen.

Under fængselsopholdet er det fem gange lykkedes for BH at få smuglet mobiltelefoner ind i de forskellige fængsler, hvor han har siddet. Det er han også tiltalt for.

1 af 2 Her er det seneste fund fra november sidste år, hvor det sidste af tre partier våben blev fundet i Brøndby. (politifoto)
2 af 2 Politiet har fundet alle de tunge våben M95, M 96 og maskingeværer, men der mangler enkelte pistoler. (politifoto)
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Michael Bo Mortensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen