Persondata politik

Psykolog: Indre stemmer kan have styret tv-clairvoyant

Graham Bishop var rablende psykotisk, da han forsøgte at tage livet af sine døtre på Rigshospitalet, vurderer ekspert

  • Graham Bishops besættelse af kan have haft alvorlige konsekvenser. (Foto: Polfoto)
Graham Bishops besættelse af kan have haft alvorlige konsekvenser. (Foto: Polfoto)
1 af 1
Lokalavisen.dk – 112
Nyheder
Gå aldrig glip af de seneste nyheder.
 

- Man er rablende psykotisk, hvis man stikker sine børn med kniv, men om det har en sammenhæng med hans arbejde med åndeverden og trance er ren spekulation.

Sådan siger Ph.d. og religionspsykolog Peter La Cour til ekstrabladet.dk om tv-clairvoyanten Graham Bishop, der i søndags dolkede sine tvillingedøtre på Rigshospitalet.

I en række programmer som 'Åndernes Magt', 'Klarsyn' og 'Ånderne vender tilbage' går åndemageren blandt andet i trance og lader en tysk læge ved navn Dr. Karl indtage sin krop, når der skal uddrives ånder.

Lod han sig styre af stemmerne?
Peter La Cour har set et tv-klip fra en af Graham Bishops åndesessioner og kalder det for 'bizart, når Dr. Karl kommer på skærmen'. Den besættelse, Bishop ifølge psykologen har af Dr. Karl, kan have skadet ham og været medvirkende til, at han nu er sigtet for dobbelt drabsforsøg på sine børn, vurdererer Peter La Cour, som dog understreger, at man ikke videnskabeligt kan dokumentere det:

- Snusfornuften ville sige, at det har, men trancemageris påvirkning er ikke noget, man har undersøgt i psykiatrien, for videnskaben skyr jo altid den slags. siger Peter La Cour og tilføjer:

- Men hvis han er vant til at lade sine indre stemmer styre meget, kan han være overbevist om, at han gør, hvad stemmerne siger eller lader sig overtage af dem. Så bliver det slemt destruktivt. Og det er tydeligt, at han har været psykotisk, når han har gjort det imod sine børn.

Graham vågner op og fortryder
For Peter La Cour er der dog ingen tvivl om, at Graham Bishop for at få sig selv til at udsætte sine egne børn for så grufuld en handling, ikke har været 'sig selv'.

- Man stikker ikke sine egne børn med ond hensigt og tænker 'nej, hvor får jeg det fedt'. Det gør man for eksempel, hvis man er meget presset eller mentalforstyrret. Der er jo ingen logik i at forsøge at slå sine børn ihjel. Han klarer højst sandsynligt op om nogle få dage og tænker 'hvad har jeg dog gjort' og fortryder det resten af sit liv.

Religionspsykologen kan ikke vurdere, om Graham igennem længere tid har været psykotisk, og psykosen søndag tog overhånd, eller om der er tale om, at han pludselig er blevet psykotisk for eksempel på grund af massivt pres.

Kan også være skizofren
Ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger var 58-årige Bishops 29-årige kone ved at forlade ham, da han forvandlede Rigshospitalets Ronald MdDonald-hus til et blodbad.

Det kan ifølge Peter La Cour have været det, der har gjort Graham Bishop psykotisk:

- En reaktiv psykose kommer og går, og man kan komme til sig selv kort efter.

En psykose udelukker dog ikke, at Graham Bishop hele sit liv kan have været skizofren.

- Paranoid skizofreni er en diagnostisk mulighed. Han hører jo tilsyneladende stemmer, når man ser ham i programmet, og den eneste diagnose, psykiatrien har for at høre stemmer indvendigt hele livet er paranoid skizofreni, siger Peter La Cour, som ikke mener, at Graham Bishop er en fupmager, der har spillet skuespil for at franarre folk penge:

- Det tror jeg er usandsynligt. Han virker som en, der har noget på hjerte, som han selv tror på er ægte og sandt, som han kan hjælpe andre mennesker med.

Psykose:

Definitionen på en psykose er, at man er præget af tvivl om, hvad der er fantasi og virkelighed. Man befinder sig ikke i samme virkelighed som andre.

- Diskussionen går på, om Anders Behring Breivik er sindssyg eller ej, men det er tydeligt, at han ikke lever i samme verden, som vi andre gør, siger religionspsykolog Peter La Cour.

Paranoid skizofreni:

En skizofren lider af vrangforestillinger og hører for eksempel indre stemmer. Er man paranoid skizofren lider man også af forfølgelsesvanvid.

Peter La Cour betegner skizofreni som en 'livslang sygdom'.

- Nogle er raske i lange perioder, mens det hos nogle bryder ud, så de får det dårligt, mens andre ikke får det dårligt, men lever helt fint med hele tiden at høre stemmer og kommer ikke engang ind i det psykiatriske system.

Ifølge Peter La Cour er Breivik massemorderen Anders Behring Breivik et skoleeksempel på en skizofren:

- Han hørte tydeligvis stemmer. Da han ringede til politiet, sagde han: 'Vi overgiver os. Det er Kommandør Breivik'. Han har været rigtig langt ude og har troet, at han var kommandør for en hær - en usynlig hær.

Peter La Cour om ånde- og trancemageri og mellemverdenen:

- Der har altid været en kamp mellem trance- og åndeverdenen og psykiatrien. Theresa Avilla kunne kommunikere med engle og væsner, blev udråbt som helgen, men hele sit liv var hendes største frygt ifølge hendes selvbiografi at blive kendt sindssyg af de gejstlige biskopper og offer for inkvisitionen.

- Det handler om, hvorvidt det bliver konstruktivt eller destruktivt.

- De fleste, der bruger mystik og trance og for eksempel mediterer oplever jo kun lykke, glæde og positive ting. Der kan komme meget konstruktive ting ud af at tage åndelige ting alvorligt, og nærdødsoplevelser giver som regel også mennesker psykisk afklaring og sundhed bagefter.

Peter La Cour mener, at det er et problem, at 'åndernes magt-kulturen' er en niche, som ingen inden for videnskaben vil undersøge.

- 40 procent af alle enker fornemmer, at deres mænd er i lokalet. Nogle dækker op til kaffe til dem, når de ifølge kvinderne kommer og besøger dem. Teknisk set er det ifølge psykiatrien udtryk for en psykose og vrangforestilling, men jeg mener, at det er et grænseland, man bør diskutere, siger han og tilføjer:

- Mellemverdenen er folkeligt rigt repræsenteret, og det at være nysgerrig over for verdens grænser kan også ses som et sundhedstegn, men det vil psykiatrien ikke beskæftige sig med, og det er et problem, når noget går galt, at det er et mellemfelt, som ingen kender noget til eller vil røre ved.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik