Persondata politik

Dansk politi i USA: Gangster tilstår på video i våbensag

Gangsteren 'Hingsten' er afhørt i USA af dansk politi om våbenleverance i Rødovre. Han tilstår

  • Paul Mardirossian alias 'Hingsten' har fået udsat sin dom. Jo mere han samarbejder med amerikanske myndigheder, jo billigere slipper han i straf. (privatfoto)
« Forrige
Paul Mardirossian alias 'Hingsten' har fået udsat sin dom. Jo mere han samarbejder med amerikanske myndigheder, jo billigere slipper han i straf. (privatfoto)
1 af 3
Næste »
Lokalavisen.dk – 112
Nyheder
Gå aldrig glip af de seneste nyheder.
 

En tilståelse fra den svenske gangster og kendis-restauratør 'Hingsten' Paul Mardirossian, 43, der er optaget på video i USA under overværelse af en dansk anklager og tre danske forsvarsadvokater, skal være med til at fælde to svenske forretningsfolk for en opsigtsvækkende våbenhandel i Rødovre.

Her modtog en PET-agent ved Rødovre Centrum på Tårnvej et raketstyr og en AK-47 automatriffel som 'vareprøve' i en gigantisk våbenhandel, hvor Paul Mardirossian skulle levere store mængder våben til den colombianske terrororganisation FARC med over 150 kilo kokain som betaling.

Våbnene skulle bruges til at angribe en amerikansk militærbase i Colombia.

Troede PET-agent var terrorist
'Hingsten' var overbevist om, at han forhandlede direkte med FARC, men hele operationen var styret af PET og amerikanske DEA, Drug Enforcement Administration. Paul Mardirossian blev anholdt i Panama og udleveret til USA, hvor han nu sidder varetægtsfængslet.

Paul Mardirossian skulle have haft sin dom i august, men dommen er blevet udsat, fordi han har indgået en ny aftale med de amerikanske myndigheder. Han skal nu samarbejde om at opklare international kriminalitet og afsløre alt, hvad han ved, det næste år eller to.

Først når han er 'malket tør' for oplysninger, får han sin dom. Udgangspunktet er nu 50 års fængsel, men 'Hingsten' får rabat i straffen alt efter hvor værdifulde hans oplysninger er, erfarer ekstrabladet.dk.

Se også: Fængslet for våben efter PET-operation

De to svenske forretningsfolk, 33-årige DB og 47-årige LR, der leverede de tunge jugoslaviske våben i Rødovre, et MD-80 raketstyr og en Zastava AK-47 automatriffel, sidder varetægtsfængslet i København.

Anklagemyndigheden har nu rejst tiltale mod svenskerne, der stilles for Københavns Byret den 3. januar næste år. De nægter sig skyldige.

Våbenleverance overvåget af PET
Anklageskriftet beskriver, hvordan våbenhandlen i Rødovre blev gennemført. Paul Mardirossian indgik aftalen om at levere de to våben i Danmark. Han kontaktede to gange DB, der havde de jugoslaviske våben 'på lager', formentlig i Helsingborg.

DB ville ikke selv rejse til Danmark med våbnene, så Paul Mardirossian kontaktede LR i Stockholm, der hentede de to våben i Helsingborg og rejste med tog til København. Hér kontaktede LR det telefonnummer på køberen, som Paul Mardirossian havde givet ham.

PET-agenten, der spillede terrorist fra FARC, mødtes den 7. april sidste år på parkeringspladsen mellem Rødovre Centrum og Tårnvej 84 med LR, der overdrog PET-agenten de to våben, og LR rejste hjem til Sverige. PET overvågede det hemmelige møde, og sikrede de to farlige våben.

20 dage efter våbenhandlen blev Paul Mardirossian anholdt i Panama. Her var han mødtes med, troede han, FARC-terrorister, der viste ham 50 kilo kokain, der skulle være en del af betalingen for den aftalte våbenleverance. FARC-folkene var undercover agenter fra amerikanske DEA.

Se også: PET modtog panserraket ved indkøbscenter i Rødovre

Anklager Helle B. Sørensen, afdelingen for organiseret kriminalitet, bekræfter over ekstrabladet.dk, at hun har været i USA for at afhøre Paul Mardirossian sammen med tre forsvarsadvokater. Afhøringen er optaget på video, og skal afspilles i retten under den kommende retssag mod svenskerne.

Se også: PET modtog panserraket ved indkøbscenter i Rødovre Se også: Han får 20 år efter våbenhandel i Rødovre

Våbensigtet flygtede fra cellevogn
Anklageskriftet mod svenskerne afslører, at den 33-årige DB dramatisk forsøgte at flygte efter et retsmøde i Københavns Byret, hvor han fik varetægten forlænget den 4. september.

Da cellevognen fra Kriminalforsorgen var på vej mod Vestre Fængsel lykkedes det DB at sparke celledøren op. I midtergangen kom han i slagsmål med en fængselsbetjent og det lykkeds DB også at sparke yderdøren på cellevognen op og spurte afsted.

Men det lykkedes fængselsbetjentene at løbe svenskeren op igen, så flugten mislykkedes.

Se også: Han får 20 år efter våbenhandel i Rødovre Se også: Gangstere holdt topmøde i København

De to svenskere er tiltalt for at have overdraget de to våben 'under særdeles skærpende omstændigheder'.

Raketstyret er blevet prøveskudt af forsvaret. Det er et 'Zolja' MD-80 antitank-våben med en 64 mm. raket, der kan bryde gennem 30 centimeter panser. Det blev designet i Jugoslavien i 1970´erne og flittigt brugt under borgerkrigen på Balkan.

Automatriflen er en Zastava bygget efter den berømte sovjetiske AK-47 Kalashnikov.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Kim Vangkilde Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik