Nicolas, 30, blev dræbt på grænsepatrulje

En nattepatrulje ved grænsen til Mexico endte fatalt for amerikansk betjent

Nicolas Ivie, 30. (Foto: Facebook)
Nicolas Ivie, 30. (Foto: Facebook)

Grænsebetjenten Nicolas Ivie blev natten til tirsdag dræbt ved en skudepisode i Arizona, USA, nær grænsen til Mexico, oplyser lokale myndigheder.

Ivie og to kolleger var i gang med at tjekke en elektronisk sensor, der havde sladret om mulige grænseoverløbere, da de kom under beskydning nær byen Naco.

Ivie, 30, døde på stedet, mens den ene kollega blev såret af skud i ballen og anklen. Den tredje betjent slap uskadt fra episoden.

Lokale medier oplyser, at betjentene var taget på hesteryg ud i det lovløse grænseområde, der er en kendt korridor for narkosmugling.

- Da de bevægede sig op ad stien, blev de beskudt, siger Carol Capas, der er talskvinde for sherifkontoret i Cochise County.

Selv om der er opført et højt hegn langs grænsen til Mexico, er området alligevel velbesøgt af kriminelle, der smugler narko og mennesker til USA.

Grænsebetjentene var udstationeret på Brian Terry-basen i Naco, der er opkaldt efter en betjent, der blev dræbt i 2010.

Terry, 40, blev dræbt under en ildkamp med formodede narko- og våbensmuglere.

Ivie, der efterlader sig kone og to børn, er den 11. grænsebetjent, der dør i tjeneste i Naco-området siden 1924.

1 af 2 Amerikansk politi efterforsker drabet på en grænsebetjent i det sydlige Arizona. (Foto: AP)
2 af 2 Nicolas Ivie, 30. (Foto: Facebook)
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen