Regningen for nedbrændte skoler og andre ødelagte kommunale ejendomme skal sendes direkte til uromagerne og deres familier. Det mener kultur- og fritidsborgmester i København Pia Allerslev (V), der skal mødes med sine borgmesterkolleger og partiformænd i Københavns Borgerrepræsentation til krisemøde tirsdag efter weekendens uroligheder.
Hun opfordrer til, at kommunen hver gang, politiet bare har den mindste mistanke om gerningsmændene, med det samme kræver erstatning. Og mangler der beviser, så der ikke kan fældes dom, skal kommunen skride til civile søgsmål, siger kultur- og fritidsborgmesteren.
- Problemet er, at København er selvforsikret, så vi skal betale det hele selv. Vi har godt nok en genforsikring, men med en selvrisiko på 25 millioner kroner. Det vil sige, at det er Københavns Kommunes borgere, der skal betale de første 25 millioner kroner af ødelæggelserne over skattebilletten, siger Pia Allerslev.
