Indlæser...
Nyheder 112

Seks anholdt for Smørum-drab

Nordsjællands politi har tirsdag anholdt yderligere seks personer i forbindelse med drabet på den 65-årige Freddie Olin Pedersen i Smørum

13:46, 04. mar 2008 (Opdateret tid: 15:25, 04. mar 2008) | Jakob Rohde-Brøndum

Annonce

  • Oversæt / Translate
Bilforhandler Freddie Olin Pedersen blev dræbt i sit hjem af tre røvere i oktober sidste år. (Foto: Thomas Sjørup)
Bilforhandler Freddie Olin Pedersen blev dræbt i sit hjem af tre røvere i oktober sidste år. (Foto: Thomas Sjørup)

Annonce

Annonce

Seks 19-årige mænd fra Ballerup-området blev tirsdag formiddag anholdt i forbindelse med røveriet og drabet på den 65-årige Freddie Olin Pedersen i Smørum den 8. oktober.

Tre af de anholdte vil blive sigtet for røveri og drabet på Freddie Olin Pedersen.

Fem af de seks anholdte er af anden etnisk oprindelse end dansk og hænger ud i det samme miljø i Ballerup-området.

- De kommer fra den samme omgangskreds i Ballerup og er kendt af politiet i forvejen. To af de tre, der sigtes for røveri og drab, blev anholdt i arresthuse, hvor de sad varetægtsfængslet i en anden sag. De andre blev anholdt på forskellige adresser i Ballerup, fortæller vicepolitikommissær Gert Have til ekstrabladet.dk.

Alle tre fremstilles onsdag i grundlovsforhør i retten i Hillerød.

De tre andre anholdte vil blive sigtet for medvirken til groft røveri. Politiet vil på et senere tidspunkt tage stilling til, om de også skal fremstilles i grundlovsforhør.

Politiet mener, at fem personer deltog i selve røveriet. Ifølge politiet var tre personer inde i huset, men selve rollefordelingen vil politiet ikke kommentere.

Kvalt ihjel
Freddie Olin Pedersen og hans 63-årige hustru blev overmandet og bagbundet i deres eget hjem på Råbrovej 32 i Smørum. De fik sat tape for munden og derefter placeret i hvert sit rum.

Undervejs lykkedes det kvinden at tilkalde hjælp. Men inden hjælpen nåede frem, var manden død af iltmangel og gerningsmændene stukket af.

Gerningsmændene stjal offerets bil, en mørk VW Touran, og efterlod den på en parkeringsplads i Smørum.

En 19-årig og en 22-årig mand er tidligere blevet anholdt i sagen. Politiet forventer ikke flere anholdelser i sagen.

Annonce