Indlæser...

Mange tip til politiet om millionkuppet

Professionelle gerningsmænd, siger politiet om røverne, der slap af sted med måske 30 millioner kroner

19:55, 01. apr 2008 | Ritzau /112

Annonce

  • Oversæt / Translate
Københavns Vestegns Politi er meget interesseret i at få oplysninger om, hvordan mændene kom videre efter at have efterladt de to køretøjer af mærket Audi stationcar. (Foto: Anthon Unger)
Københavns Vestegns Politi er meget interesseret i at få oplysninger om, hvordan mændene kom videre efter at have efterladt de to køretøjer af mærket Audi stationcar. (Foto: Anthon Unger)

Annonce

Annonce

Politiet modtog et stort antal tip fra borgere efter morgenens nøje planlagte kup i Glostrup, hvor en gruppe maskerede mænd slap væk med cirka 30 millioner kroner.

To flugtbiler blev fundet nær Ishøj Havn og på Mågevej i Hvidovre, og Københavns Vestegns Politi er meget interesseret i at få oplysninger om, hvordan mændene kom videre efter at have efterladt de to køretøjer af mærket Audi stationcar.

- Vi har fået mange, mange gode henvendelser fra borgerne, og vi håber på at få mere hjælp, sagde politiinspektør Bent Isager-Nielsen her til aften.

Nogle tip er også gået på mistænkelige Audi'er med udenlandske nummerplader i tiden op til røveriet i morges ved halv firetiden.

I den massive efterforskning forsøger politiet at afsløre røvernes identitet ud fra billeder og oplysninger fra tiden forud for tirsdag morgen.

Tusindvis af togrejsende blev forsinket på grund af politiets undersøgelser efter forbrydelsen, og politiet i nabolandene blev straks alarmeret om det store kup, som minder om nogle spektakulære røverier i Sverige.

Røverne slog hul i muren til pengehåndteringsvirksomheden Loomis med en kraftig gaffeltruck, en såkaldt teleskoplæsser, som forinden var blevet stjålet på Vallensbæk Torvevej. Via hullet kom de ind i rummet med pengekassetter, som de fyldte over i to, måske tre biler. De omkring 10 ansatte befandt sig i et lokale over rummet med penge. Udbyttet var her til aften ikke gjort op.

- Det var et meget stort millionbeløb, og et forsigtigt gæt er, at det var på cirka 30 millioner kroner, men det kan godt have været mere, sagde Bent Isager-Nielsen.

Annonce