Indlæser...

Pirater kaprer krydstogtskib

Et fransk krydstogtskib i luksusklassen blev her til aften kapret af pirater ud for Somalias kyst. 32 holdes som gidsler

19:40, 04. apr 2008 (Opdateret tid: 20:38, 04. apr 2008) | Søren Lauridsen

Annonce

  • Oversæt / Translate
Der var ingen gæster på Le Ponant, da det blev kapret af pirater. (Foto: AP)
Der var ingen gæster på Le Ponant, da det blev kapret af pirater. (Foto: AP)

Annonce

Et fransk sejlskib i luksusklassen blev fredag aften kapret af pirater ud for Somalias kyst. 32 besætningsmedlemmer holdes ifølge det franske Udenrigsministerium som gidsler på skibet Le Ponant.

Ifølge Le Figaro er den overvejende del af besætningen fra Frankrig, men der er også enkelte fra Ukraine.

Skibet sejler normalt med det bedre franske borgerskab, men var netop i disse dage uden gæster, skriver le Figaro. De sidste gæster blev sat af på Seychellerne. Da skibet var på vej mod Middelhavet, bordede piraterne skibet ud for Somalias kyst.

- Tremasteren har ingen gæster om bord. Så vidt vi ved, blev der ikke løsnet skud, siger et medlem af den franske flåde til Le Figaro.

Den franske avis antyder, at ikke alle besætningsmedlemmer var om bord på skibet, da piraterne bordede det.

Den franske flåde, der har skibe i det pirat-plagede farvand ud for Somalias kyst, har endnu ikke lokaliseret krydstogtskibet.

I august sender Danmark et flådefartøj til Somalia for at deltage i den internationale indsats mod pirater.

Annonce