Dræbt af politiet: Han var en høflig mand som elskede dansktop

En mand blev natten til torsdag skudt af politiet. Nabo fortæller, at han normalt var en høflig mand

01:23

Den mand, som natten til torsdag blev skudt af Bornholms Politi i Rønne, var normalt ganske rolig og ikke voldig af gemyt. Det fortæller naboen Cathrine Krag, som af og til stødte ind i den nu afdøde i byen.

- Jeg synes, det er uforståeligt, og jeg har svært ved at forholde mig til det. Han var altid super sød og høflig over for mig.

- Han sad ofte på en bænk tæt på sin bolig og talte med sig selv, fortæller den chokerede nabo til Ekstra Bladet.

Høj dansktop
Den 48-årige mand blev skudt af politiet, da han kastede kniv i ryggen på en betjent, som ville tage hans musikanlæg i hans lejlighed. Politiet var blevet tilkaldt efter naboklager over høj musik.

- Der er flere naboer, som har været generet af støjen. Men det var faktisk primært om eftermiddagen, at han hørte det, siger Cathrine Krag.

Hun fortæller, at han elskede at høre dansktop-musik, og han ofte hørte det højt.

- Det var typisk dansktop, han hørte. Engang i mellem var det også hård rock, siger Cathrine Krag.

Ifølge hende var det ikke hård rock, som spillede natten til torsdag.

To vagter fra Hjemmeværnet holder i øjeblikket vagt på adressen. (Foto: Morten Brandborg)
To vagter fra Hjemmeværnet holder i øjeblikket vagt på adressen. (Foto: Morten Brandborg)
 

Venlig og rolig
Manden har i længere tid været et samtaleemne mellem naboerne. Cathrine har ikke selv boet på vejen længe, men hun har flere gange talt med naboer, som har fortalt om konflikterne.

Og selvom den 48-årige ofte drak øl, vil Cathrine beskrive ham som en venlig og rolig mand, som i bund og grund flettede fint ind mellem de andre i bybilledet.

- Jeg synes ikke, han så hærget ud. Han så ganske almindelig ud.

- Jeg havde slet ikke set den komme, han var en fredelig mand. Det er en meget tragisk situation.

Skudt i siden
Politiet troppede op på mandens adresse i Sankt Mortens Gade kort før klokken 02.00. Her blev manden ifølge DR P4 ramt i siden af et skud.

Selv om der straks blev ydet førstehjælp, afgik den 48-årige mand klokken 03.03 ved døden på Bornholms Hospital.

Der var også en kvinde til stedet i lejligheden, men hun forholdt sig rolig under episoden. Den 48-årige mand var kendt af politiet i forvejen.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) har overtaget efterforskningen af sagen, hvilket er normal procedure i forbindelse med politiets skudafgivelser.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen