Familiefar døde: Her forsvinder flugtbilen

- Utilgiveligt at han stak af, siger moderen om bilist, der kørte hendes søn ned - I tv-indslaget kan du se den sorte flugtbil på vejen blinke og dreje til højre markeret med pil og forsvinde ud af billedet. En hvid ladvogn ses også køre lige ud. Den blev ført af et vigtigt vidne, som politiet også efterlyser

00:21

En flugtbilist med et liv på samvittigheden er på fri fod, og et vigtigt vidne har endnu ikke meldt sig.

Det er status på en ulykke, der fandt sted den 5.april på Amager, og som seks dage senere fik sin mest ulykkelige udgang.

I krydset Ved Stadsgraven/Amagerfælledvej kort ført klokken 21 påkørte en større sort personbil en cyklist, den 41-årige familiefar Torben Berner, hvorefter bilisten flygtede fra stedet.

Cyklisten blev bragt på hospitalet livsfarligt kvæstet.

Far til to
Seks dage senere måtte lægerne give op. Torben Berner, der er far til to små børn, døde på hospitalet omgivet af sine nærmeste.

Politiet har siden ulykken efterforsket sagen uden hidtil at få afsløret flugtbilisten. I aftes bragte Station 2 et indslag om ulykken. Det har givet politiet flere henvendelser,  som de i dag har arbejdet med.

Men der er ikke et gennembrud i sagen.

Families appel
For Torben Berners familie vil det betyde alt, at flugtbilisten bliver fundet.

Hans mor Lone Berner siger til Ekstra Bladet:

- Det vil give os en form for fred, at han bliver fundet og stillet til ansvar. Så kan vi få en afslutning. Ellers vil vi altid gå og tænke på, hvad der skete, og også om han gør det igen. Vi ønsker ikke for nogen andre, at de skal igennem det, vi er i gennem.

Derfor håber familien også, at alle vidner vil gå til politiet og fortælle, hvad de har set, eller hvad de ved.

Utilgiveligt
- Det er en ting, at der sker en ulykke. Men at bilisten stikker af, det er utilgiveligt. Han har helt klart vidst, at han ramte et menneske. Han bør melde sig, siger moderen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Torben Berner blev påkørt, da han kom cyklende og døde seks dage senere. Han var far til to små børn. Privatfoto
Torben Berner blev påkørt, da han kom cyklende og døde seks dage senere. Han var far til to små børn. Privatfoto
 

Den sorte bil forsvandt efter ulykken ad Amagerfælledvej og kørte til højre ad Amager Boulevard.

Bilen er beskrevet som angiveligt af SUV-typen eller som firehjulstrækker. Den havde en såkaldt papegøje-nummerplade med gult i venstre side og muligvis et registreringsnummer, som begynder med AC.

Det er muligt, at der sad en passager i vognen, siger politiet.

- Hvad kan folk hjælpe med nu, hvor det er nogle uger siden, ulykken skete?

- Vi håber, at høre fra folk, som har kendskab til en sådan vogn, som vi antager må have haft skader på fronten. Det kan også være, at der er nogen, der har hørt tale om det her, at bilisten måske har lettet sin samvittighed til andre, siger leder af efterforskningen, René Rølling, Københavns Politi.

Artiklen fortsætter under billedet

Flugtbilen ses her. Foto: Københavns Politi.
Flugtbilen ses her. Foto: Københavns Politi.
 

Vigtigt vidne
Politiet efterlyser også vidner. Men særligt et vidne er centralt i sagen.

Det var en mand i starten af 50´erne, der kørte i en hvid mandskabsvogn med lad lige efter flugtbilen. Han fortalte en betjent på ulykkesstedet, at han havde taget et foto af flugtbilen, og aftalen i den hektiske fase lige efter ulykken var, at han skulle sende det foto til betjentens mobil. Politiet hørte dog ikke fra vidnet igen.

- Måske han har haft noteret et forkert nummer ned, eller der kan være sket en misforståelse, men det er vigtigt, at vi kommer i kontakt med ham og håber, at han vil kontakte os, siger René Rølling.

Vidnet kørte i denne ladvogn. Politiet håber, at han melder sig. Foto: Københavns Politi
Vidnet kørte i denne ladvogn. Politiet håber, at han melder sig. Foto: Københavns Politi
 

Har du oplysninger, der kan hjælpe i opklaringen af sagen, kontakt Københavns Politi på 1-1-4

 

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Pernille Holbøll
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen