Guld, glitter og dyre biler: Her er politiets 440 millioners-sag

Politiet har blandt andet beslaglagt guld og dyre biler i forbindelse med skattesag, hvor 18 er mistænkt for at have svindlet for 440 millioner kroner

Her er noget af det udbytte, som politiet har sikret i forbindelse med svindelsagen Foto: Københavns Politi
Her er noget af det udbytte, som politiet har sikret i forbindelse med svindelsagen Foto: Københavns Politi

Københavns Politi har nu offentliggjort billeder af de guldsmykker, der blev beslaglagt i forbindelse med anholdelsen af 18 personer i sagen om svindel for 440 millioner kroner.

Smykkerne er en del af de beslaglæggelser, som politiet gjorde mandag, hvor 18 personer blev anholdt. Ud over guldsmykkerne er der beslaglagt 11 millioner kroner fra bankkonti, halvanden million kroner i kontanter samt otte luksusbiler. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er der blandt andet tale om store biler af mærker som: BMW, Audi og Mercedes.

Af de 18 anholdt blev 11 onsdag fængslet frem til 25. oktober, mens de resterende er løsladt.

- De er dog alle sigtede, tilføjet politiinspektør Flemming Madsen til Ekstra Bladet.

Kørt gennem rengøringsfirma
Siden årsskiftet har politiets enhed Særlig Efterforskning Øst efterforsket sagen, der har fået operation 'Greed'.

Svindlen for de 440 millioner kroner er ifølge anklageren blandt andet foregået gennem et rengøringsfirma, et fragtfirma og et rekrutteringsfirma.

Det kom frem i Københavns byret onsdag, hvor de 11 sigtede i alderen 24-60 år blev fremstillet i grundlovsforhør.

Alle blev anholdt mandag mellem klokken 10.43 og klokken 12.50, da politiet slog til mod 39 steder i Hovedstadsområdet, Lolland, Østjylland og i Tyskland.

I forbindelse med ransagningerne blev der beslaglagt indestående fra forskellige bankkonti til en værdi af cirka 11 millioner kroner, samt halvanden millioner kroner i kontanter. Desuden blev der beslaglagt otte luksusbiler og et stort antal kostbare smykker.

Ifølge Flemming Madsen fortsætter politiet med at forsøge at sikre værdierne. Blandt andet med hjælp fra SØIK - kendt som bagmandspolitiet.

- Fremadrettet fokuserer vi meget på at få udbyttet sikret, så lige nu er vi i gang med sporingsarbejdet, siger han.

Forsvarere forsinkede grundlovsforhør
Egentlig skulle grundlovsforhøret være startet 9.30, men fordi der var så mange fremstillede, var der forsinkelse på forsvarsadvokaterne. Og først 10.18 kom de sigtede ind i retslokale 23, der var tæt pakket med fremmødte fra pressen, pårørende og forsvarsadvokater, der febrilsk søgte efter deres klienter blandt de mange sigtede.

Retten blev ligefrem nødt til at hente flere stole og borde ind i lokalet for at få plads til alle. Og til middag var der stadig en af de sigtede, som ikke havde fået sig en forsvarsadvokat. Resten meddelte, at de nægter sig skyldige.

Højt humør og highfives
Flere af de sigtede var ellers i højt humør, da de kom ind i retssalen. En enkelt gik rundt og gav håndklap til de fremmødte, mens to af de sigtede lavede sjov med, hvorvidt der var fjernsyn i cellen.

Adskillige gange måtte politiet bede de sigtede stoppe med at tale sammen, og en enkelt gang måtte dommeren true med, at hvis flere talte sammen, ville de ryge tilbage til fængslet.

Andre var klædt i mørkt med skjorte, sweater og gik stille ind i det tætpakkede retslokale. Ifølge politiet har flere af de sigtede pakistansk baggrund, og der var da også en urdu-tolk til stede, ligesom der var en tolk tilstede for den ene, der taler lithaunsk.

Ud over svindel for de 440 millioner kroner, er der sigtelser for 62 og 498 millioner kroner.

Ifølge politiet er flere af pengene sendt via vekselbureauer og udenlandske konti til udlandet.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen