112

Kærestepar overfaldet efter bytur: Slået med flaske og trampet i hovedet

Andreas og Lisa blev ofre for tre gaderøvere, da de natten til søndag var på vej hjem. - Det har gjort, at jeg ikke har lyst til at gå ud, når det er blevet mørkt, fortæller 22-årige Lisa

Se parrets skader og hør interview med dem her (Foto og redigering: Mogens Flindt)
1/2
Næste »

Se tv med parret - to dage efter overfaldet - herover

En festlig bytur fik tidligt søndag morgen en brat afslutning for et ungt par fra København.

Det unge kærestepar Andreas og Lisa er på vej hjem fra byen - berusede og i godt humør - da de passerer tre unge mænd på Nikolajs Plads i Københavns Indre by.

- De siger et eller andet til min kæreste, jeg kan ikke huske hvad, så jeg siger 'luk røven', da vi går forbi. Og derfra går der pludselig meget stærkt, siger 26-årige Andreas til Ekstra Bladet.

Se også: Unge anholdt under overfald på sagesløst par

Han bliver ramt af en flaske, så endnu en, og det næste, han husker, er, at han ligger ned på gaden. Herefter begynder de unge mænd at slå og sparke ham.

- Jeg får vel 15-20 spark og slag og bliver trampet i hovedet. Og jeg kan mærke, at de stjæler min pung, fortæller Andreas, der trods en regn af slag og spark ikke tænker særlig meget på sig selv under det voldsomme overfald.

- Jeg tænker, at jeg håber, min kæreste er løbet væk, siger han.

Blev kvalt og slæbt væk
Men Lisa har ikke taget flugten. I stedet forsøger hun at skærme sin kæreste fra slagene, men uden held. Hun får selv en flaske i hovedet, går omkuld og bliver slæbt væk af en af de unge gerningsmænd, som holder hende i halsgreb.

- Jeg bliver kvalt, mens han slæber mig hen af jorden. Jeg kan ikke trække vejret og prøver at slå ud efter ham, men det når til et punkt, hvor det flimrer for mine øjne, før han giver slip, fortæller 22-årige Lisa.

- Da han giver slip, hiver jeg efter vejret, og så ser jeg, at de stadig står og slår og sparker Andreas i hovedet. Så jeg løber derhen og lægger mig over hans hoved, så de ikke kan ramme ham - men jeg bliver revet væk igen.

Ifølge parret føltes det, som om overfaldet varede mellem 5-10 minutter, men de husker det ikke præcist. Det slutter, da politiet ankommer til stedet. Og kort efter kan Andreas og kæresten Lisa se de to betjente komme gående med de tre gerningsmænd.

Lisa og Andreas var på vej hjem fra byen, da tre mænd pludselig sprang på dem med flasker. Andreas blev sparket, slået og trampet i hovedet, mens en af gerningsmændene tog hans pung - og en anden holdt Lisa væk fra kæresten ved at trække hende hen af jorden med et greb om hendes hals. (Foto: Mogens Flindt) Lisa og Andreas var på vej hjem fra byen, da tre mænd pludselig sprang på dem med flasker. Andreas blev sparket, slået og trampet i hovedet, mens en af gerningsmændene tog hans pung - og en anden holdt Lisa væk fra kæresten ved at trække hende hen af jorden med et greb om hendes hals. (Foto: Mogens Flindt)  

Blå og hævet
Selv forlader de stedet, den ubehagelige oplevelse og de mange glasskår, overfaldet har efterladt på vejen, og tager på hospitalet. Her bliver Andreas limet to steder på kinden og får sin venstre arm i slynge.

- Jeg har utallige blå mærker, er hævet forskellige steder på kroppen, og det gør ondt, når jeg spiser og hoster, fortæller han.

Kæresten Lisa slap med et blåt øje og små blå mærker rundt om halsen. Til gengæld sidder oplevelsen i hende og gør det svært for hende at færdes ude efter mørkets frembrud.

- Jeg har ikke lyst til at gå ud, når det er mørkt, for jeg er bange for, hvad jeg møder, fortæller Lisa, der aftenen efter overfaldet måtte have kæresten med ud og gå med hunden. Oplevelsen med at blive holdt i halsgreb har været særligt hård.

- Jeg får trækninger omkring halsen og bliver bange for, at jeg ikke kan trække vejret igen, siger den 22-årige og tilføjer, at også det at se sin kæreste gennem fem år bliver tæsket løs på, er svært at komme over.

Joker med det
Andreas, til gengæld, tager overfaldet i stiv arm.

- Det gør mig ikke mere utryg ved at gå rundt uden for. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Jeg bearbejder det nok bare på en anden måde, siger Andreas og tilføjer:

- Jeg griner lidt af det og joker lidt med det. Jeg grinede for eksempel, da jeg så min kæreste på hospitalet, fordi hun ser så grim ud med det store, blå øje, siger han.

- Det med slagsmål er måske ikke så uvant for dig?

- Jo, jeg slås faktisk aldrig. Jeg har bare en anden måde at takle det på, lyder det fra den 26-årige.

Hverken Andreas eller Lisa havde set de tre unge mænd før overfaldet. De unge mænd, der alle er etnisk danske og i starten af 20'erne, er blevet sigtet for gaderøveri og vold og blev fremstillet i grundlovsforhør søndag.

Her blev de alle varetægtsfængslet i foreløbigt 18 dage.

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Lokalavisen.dk – 112
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen