Kim Wall hædres i USA: 'Vi savner dig'

Kim Wall var en nysgerrig og vellidt studerende, en god kollega og en nær ven, lyder det fra Columbia Journalism School, hvor der netop er blevet afviklet mindehøjtidelighed

(Video: Columbia Journalism School)

Den svenske freelancejournalist Kim Wall var ualmindeligt dygtig og ikke blot fantastisk til sit arbejde, men også som menneske.

Det fortæller flere under en ceremoni, som netop er blevet afviklet på Columbia Journalism School, hvor Kim Wall læste en overgang.

En lang række af hendes kolleger, venner, lærere og også hendes forældre var med ved arrangementet, som blev afviklet på skolen i en større sal, hvor der også blev vist billeder fra Kim Walls liv.

En af talerne var hendes forelæser i journalistisk, Lonnie Isabel.

- Hun havde en uimodståelig charme og nysgerrighed,. Hendes utrolige intelligens skinnede altid igennem. Hun var godhjertet. Hun var et godt menneske, sagde han.

Også Kim Walls mor, Ingrid Wall, talte under ceremonien. Du kan høre uddrag fra hendes tale øverst i denne artikel. En tale, som sluttede med, at Ingrid Wall begyndte at græde, hvorefter hendes mand Joachim Wall gav hende et klem og fulgte hende ned fra talerstolen.

Kim Walls død har sendt chokbølger gennem hele verden. Ikke kun i Danmark, men også i Sverige, Tyskland, England og USA er sagen blevet fulgt tæt i medierne.

- Vi har selvsagt oplevet et chok og en sorg. Men vi har også talt om sagen som journalister. Vi har stillet mange spørgsmål undervejs til os selv og hinanden og har forsøgt at læse mellem linjerne i dækningen. Det har på en eller anden måde givet et afløb for sorgen at se sagen gennem en journalistisk linse, siger Rebecca Sanches, en af Kim Walls veninder fra studietiden, til TV 2.

Anerkendt journalist
Kim Wall var en anerkendt journalist, der af mange blev anset for at være frygtløs. Hun rejste verden rundt for at skrive historier og stod til at skulle flytte til Beijing.

- De historier, Kim ville have elsket at fortælle, blev stjålet fra os. Menneskeheden fortjener flere modige kvinder som Kim, som gav en stemme til de svage for at gøre verden til et bedre sted. Kim, vi savner dig!

- Kim troede på de rigtige historier, og ligesom en hver anden journalist, så forfulgte hun dem, sagde May Jeong, der var venner med Kim Wall til Ekstra Bladet tilbage i september.

Kim Walls familie har oprettet en mindefond, der skal støtte kvindelige journalister, der dækker subkulturer. Fonden har allerede samlet over 500.000 danske kroner ind.

Nægter sig skyldig
Kim Walls reportagetur i Peter Madens ubåd blev på tragisk vis den sidste.

Peter Madsen har tidligere fortalt politiet, at der skete en ulykke på ubåden, og at Kim Wall blev ramt af en tung luge i hovedet og derefter afgik ved døden.

Den forklaring sår politiet dog tvivl om.

Lørdag 7. oktober oplyste Københavns Politi, at de havde fundet Kim Walls hoved, ben og tøj. På hovedet var der ikke tegn på brud eller større skader. Torsdag 12. oktober gjorde dykkere et nyt fund i Køge Bugt i nærheden af den rute, som Peter Madsen sejlede med Kim Wall i sin ubåd. Her fandt dykkere en sav, som nu bliver undersøgt nærmere af politiet.

Peter Madsen har efter de nye fund oplyst, at han ikke vil udtale sig til politiet, selvom han tidligere har været meget interesseret i at forklare sit syndspunkt.

Han nægter sig både skyldig i drab og partering.

Få overblikket over sagen her:

Få hele overblikket over sagen her

Få her et overblik over hele sagen.

* Torsdag 10. august klokken 19 tager Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall afsted sammen i den hjemmebyggede ubåd "UC3 Nautilus". De stævner ud fra Refshaleøen i København.

* Natten til fredag melder Kim Walls kæreste hende savnet. Wall er ikke kommet hjem fra ubådsturen, der burde være endt sent torsdag aften.

* Fredag 11. august finder man efter lang tids eftersøgning "UC3 Nautilus" i Køge Bugt. Ubåden begynder at synke, og Peter Madsen bliver reddet i land. Han siger, at ubåden gik ned efter en fejl i den ene ballasttank.

Politiet oplyser, at Madsen skulle have forklaret, at Kim Wall blev sat i land på Refshaleøen.

* Lørdag 12. august bliver Peter Madsen varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

* Natten til søndag får man ubåden bragt på land, og undersøgelser af den begynder. Københavns Politi siger, at ubåden sank som følge af en bevidst handling. Politiet melder ud, at de formoder, at Kim Wall er død.

* Mandag 21. august oplyser politiet, at Peter Madsen har forklaret, at Kim Wall døde om bord på ubåden som følge af en ulykke. Han har efterfølgende skaffet sig af med liget i Køge Bugt.

Om eftermiddagen anmelder en cyklist fundet af et kvindelig i vandet ved Vestamager. Ud på aftenen bekræfter politiet, at der er fundet en torso uden hoved, arme og ben.

* Tirsdag 22. august oplyser politiet, at arme, hoved og ben er blevet fjernet ved en "bevidst afskæring". Politiet oplyser dagen efter, at dna-profilen matcher Kim Wall.

Politiet fortæller også, at blodspor fra ubåden matcher dna fra torsoen.

* Torsdag 24. august er Peter Madsen på ny til afhøring hos politiet. Her bliver han sigtet for usømmelig omgang med lig. Han erkender sig skyldig i at have begravet Kim Wall til søs, men han nægter at have parteret hende.

* Tirsdag 5. september får Peter Madsen forlænget sin varetægtsfængsling i fire uger. Han er nu sigtet for både drab og usømmelig omgang med lig. Retten finder, at der er begrundet mistanke om, at han er skyldig i begge dele.

* Tirsdag 3. oktober fremlægger anklagemyndigheden nye beviser i sagen efter at have undersøgt Peter Madsens computer. Han bliver varetægtsfængslet i yderligere fire uger.

* Fredag 6. oktober gør dykkere et fund i Køge Bugt, som "formentlig" er relateret til sagen

* Lørdag 7. oktober oplyser Københavns Politi, at man har fundet Kim Walls hoved, to ben, tøj og en kniv.

* Torsdag 12. oktober oplyser Københavns Politi, at dykkere har fundet en sav i Køge Bugt nær den rute, hvor drabssigtede Peter Madsens ubåd menes at have sejlet. Den bliver undersøgt af teknikere, oplyser drabschef Jens Møller.

Lavet af Ritzau

Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen