Kørelærer 'snuppet' i sprit-kontrol: I chok over politiet

En kørelærer fra Nordsjællands-området blev før jul taget i en spritrazia. Efterfølgende fortalte politiet, at han var skyldig. Nu viser det sig, at manden var appelsinfri, og nu er han renset for alle anklager

Arkivfoto: Thomas Borberg/Polfoto
Arkivfoto: Thomas Borberg/Polfoto

Opdatering 8/1: Nordsjællands Politi oplyser til Ekstra Bladet, at den kørelærer, som blev omtalt i Frederiksborgs Amts Avis var en anden, end den som udtaler sig i denne artikel. Den pågældende dag var der altså mindst to kørelærere, som blev stoppet af politiet i forbindelse med en sprit-razzia. 

En kørelærer fra Nordsjællands-området blev før jul snuppet i en spritkontrol, da Nordsjællands Politi havde razzia i forbindelse med årets mange julefrokoster.

Kørelæreren røg i nettet, da han, før han satte sig bag rattet, havde drukket en enkelt genstand. Den genstand fik alkometret til at slå så meget ud, at politiet følte sig tvunget til at udtage en blodprøve fra kørelæreren.

En blodprøve, hvor promillen viste sig lavere end det maksimalt tilladte.

Alligevel udtalte en højtstående betjent fra færdselsafdelingen ved Nordsjællands Politi i dagene efter episoden i Frederiksborg Amts Avis, at den omtalte kørelærer var blevet taget i spritkørsel.

Det skete to dage efter, kørelæreren af anklagemyndigheden var blevet oplyst om, at han ikke havde overtrådt lovgivningen.

En historie vi også her på Ekstra Bladet omtalte.

Ingen hold i virkeligheden
Tilbage står den rensede kørelærer fuldstændig uforstående overfor sagen.

En sag, han frygter vil få store konsekvenser for hans forretning.

- Artiklen med tilhørende videoklip er blevet delt 600-700 gange på Facebook. Jeg kommer fra et småt lokalsamfund, hvor alle kender alle, og der ikke er så mange kørelærer at tage af. Nu kan alle få den mistanke, at jeg kører spirituskørsel, uden det har nogen hold i virkeligheden, siger den fortvivlede kørelærer til Ekstra Bladet.

Venner og bekendte ringer
Han ønsker af hensyn til sin fremtidige forretning at forblive anonym, selvom han af den blodprøve der blev udtaget på dagen, er blevet renset for alle anklager.

- Det er helt forkasteligt, at politiet kan gå ud med den udmelding. Jeg er simpelthen i chok, siger han.

Endnu har det ikke betydet noget for kørelærerens forretning, men han frygter at det på sigt kan betyde økonomiske tab.

- Jeg ved endnu ikke, hvad næste træk skal være. Vi overvejer, om der skal en advokat på sagen.

Efterfølgende er kørelæreren blevet kontaktet af venner og bekendte, for at høre, hvad der er op og ned i sagen.

Her er det ikke hans indtryk, at nogen tvivler på hans version af historien, men som han siger:

- Når der er røg tænker folk, at der også har været brand. Jeg har været meget ked af det, siger den berørte kørelærer.

Ekstra Bladet er i besiddelse af materiale fra anklagemyndigheden, der bekræfter kørelærerens historie.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen