Lille Noah blev dræbt: Nu har familien sagt farvel

Den halvandet år gamle dreng blev ifølge politiet banket til døde - i dag sagde hans nærmeste farvel ved drengens begravelse ved Sommersted Kirke

Lille Noah fra Sommersted døde af indre kvæstelser. Foto: Ernst van Norde
Lille Noah fra Sommersted døde af indre kvæstelser. Foto: Ernst van Norde

Forældrene til Noah på bare halvandet år sagde sammen med den øvrige familie i dag farvel til den lille dreng, som døde under mystiske omstændigheder i sidste uge.

Flaget vajede ifølge BT på halv ved Sommersted Kirke i Sønderjylland, da den smertelige afsked med Noah blev gennemført få dage efter, at det kom frem, at Syd- og Sønderjyllands Politi sigter en 30-årig mand for at have dræbt drengen.

Noah døde mandag 6. februar om aftenen få timer efter, at hans 27-årige mor havde fundet ham livløs i sin seng. Moderen ringede til alarmcentralen omkring klokken 17, hvorefter læger og ambulancefolk i flere timer kæmpede for at redde hans liv. Noah blev efter de første redningsforsøg fløjet i en lægehelikopter til Rigshospitalet i København. I et kapløb med døden fortsatte redningsforsøgene, men Noah blev erklæret død kort efter ankomsten til Rigshospitalet.

Moderen fortalte i sidste uge til Jydske Vestkysten, at hun først troede, at sønnen døde af den lungebetændelse, som han havde kæmpet med i dagene op til sin død. Men i onsdags anholdt Syd- og Sønderjyllands Politi så den 30-årige mand, som angiveligt har haft en tæt relation til Noahs mor.

Den 30-årige blev ved et fem timer langt grundlovsforhør for lukkede døre torsdag sigtet for at have dræbt Noah med såkaldt stump vold. Det sidste er typisk enten slag med de bare næver eller slag mod eksempelvis en væg. Under obduktionen blev der fundet kraftige indre blødninger i blandt andet bughulen hos Noah, der også døde som følge af indre blødninger og læsioner i bughulen.

Nægter sig skyldig
Ud over den alvorlige drabssigtelse er den 30-årige mand også sigtet for to tilfælde af vold mod Noah i 2016. I det ene tilfælde pådrog den lille dreng sig læsioner på sine kønsorganer og i ansigtet. I det andet tilfælde var der tale om en blodig rift i endetarmen.

Den 30-årige nægtede sig hulkende skyldig i alle sigtelserne ved grundlovsforhøret.

Ekstra Bladet talte tidligere fredag med Henning Riistofte, der er børn- og ungechef i distrikt vest i Haderslev Kommune.

- Vi har ingen kommentarer til sagen. Vi må slet ikke udtale os i en sag, som politiet efterforsker, siger Henning Riistofte, som således ikke kan svare på, i hvilket omfang kommunen har haft kendskab til de to voldsepisoder fra 2016, som politiet nu har lagt oven i drabssigtelsen.

Ekstra Bladet har også forsøgt at få en kommentar fra direktøren for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, men han vil ifølge sin pressemedarbejder, Tine Lund, ikke udtale sig om en sag, som politiet er i gang med at efterforske.

Den 30-årige drabssigtede mand blev varetægtsfængslet i fire uger ved grundlovsforhøret torsdag.

Se også: Lille Noah døde af indre blødninger

Se også: Dødssyg et-årig blev slået ihjel

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen