Malene vil lave t-shirts med billeder af pædofile på: Risikerer fængselsstraf

Malene Staal har ikke megen tiltro til retssystemet, og derfor er hun ikke bleg for at dele billeder af pædofili-sigtede og dømte på sin Facebook-side, selvom det er ulovligt. Nu tager hun skridtet videre - med t-shirts

Malene Staal, der er mor til tre, er i øjeblikket sigtet for at have forbrudt sig mod loven, fordi hun har delt billede og navn af en pædofili-sigtet på sin Facebook-side. Privatfoto: Malene Staal
Malene Staal, der er mor til tre, er i øjeblikket sigtet for at have forbrudt sig mod loven, fordi hun har delt billede og navn af en pædofili-sigtet på sin Facebook-side. Privatfoto: Malene Staal

Malene Staal mener ikke, at der bliver gjort nok for at beskytte børn mod pædofile i samfundet. Det har den 40-årige mor til tre op til flere gange givet udtryk for på sin Facebook-side, når hun har delt billeder af formodede og dømte pædofile med resten af det sociale netværk.

Og nu tager hun skridtet videre og laver t-shirts med billeder og navne.

- Det er rigtig svært at dele opslag om pædofile på Facebook. Det er ofte bare et spørgsmål om tid, før profilen bliver lukket ned. Men de kan jo ikke lukke mig ned for at gå rundt med en t-shirt med et billede og teksten, 'ham her er pædofil', forklarer hun til Ekstra Bladet.

- Jeg går efter de pædofile
Det er ikke første gang, Ekstra Bladet skriver om Malene Staal. Det skete senest i august, da hun blev sigtet for at have overtrådt persondataloven, fordi hun i juni delte billede og navn på en pædofili-sigtet med teksten: 'Her er det klamme kneppeaffald som bortførte og voldtog en 4-årig pige i Århus forleden. Hjælp med at gøre ham kendt!'.

Se også: Malene udstillede pædofili-sigtet på Facebook: - Jeg vil gøre det igen

Men på trods af sigtelsen er Malene Staal langt fra færdig med sin kamp. Hun er i øjeblikket i færd med at indsamle 'motiver' til sine t-shirts, og hun fortæller, at hun dagligt får mange henvendelser fra folk, der gerne vil hjælp med billeder af både formodede og dømte pædofile, materialer og økonomisk.

Når produktionen er færdig, vil interesserede få mulighed for at anskaffe sig den ekstraordinære påklædning - enten gratis eller for et beskedent beløb.

- Jeg kan ikke redde hele verden. Jeg kan ikke redde de pædofile. Jeg kan ikke redde ofrene. Men jeg kan sørge for, at de (billeder af formodede eller dømte pædofile, red.) kommer ud, sådan det kan virke forebyggende, så andre børn ikke ender som ofre, forklarer hun om sit projekt.

Ønske om register
Malene Staals mål er, at der bliver lavet et offentligt tilgængeligt register med pædofili-dømte. Og hun håber, at t-shirtsene kan bidrage til at sætte fokus på emnet.

- Jeg regner med, at det vil give mening for de originaler, der sidder inde på Borgen. At de ser, at det vil give mening at have et offentligt register over pædofile, forklarer hun og uddyber, at retssystemet og politikerne har spillet fallit:

- Dialogkaffe fra Fairtrade og bytning af strømper hjælper ikke. At man snakker og snakker og snakker virker jo ikke. Der sker jo ikke noget.

Ulovligt
Malene Staals 'opråb' kan meget muligt skaffe hende endnu en sigtelse. Advokat Peter Secher forklarer, at hun med sine t-shirts atter engang vil overtræde persondataloven. Og det er ikke kun Malene Staal, der kan ende i fedtefadet. Også dem, der går med t-shirtene overtræder loven.

- Ligeså snart du begiver dig ud på gader og stræder med en t-shirt, hvor formålet er at udstille nogen i en gabestok, så overtræder du loven. Der er ikke så meget at rafle om, forklarer Peter Secher.

Mulighed for fængselsstraf
En sådan overtrædelse straffes typisk med en bøde på omtrent 5000 kroner, men ved særlige omstændigheder kan en overtrædelse give op til fire måneders fængsel, og det er ikke usandsynligt, at Malene Staal risikerer at ryge bag tremmer, mener advokat Jesper Storm Thygesen:

- Det virker som om, det er et projekt for hende. At hun har en mission. Når man gør det på en måde, hvor det sker så systematisk, så nærmer man sig måske en fængselsstraf, forklarer han.

Muligheden for fængselsstraf skræmmer dog ikke Malene Staal det mindste:

- De kan give mig bøder, smide mig i fængsel, give mig fodlænke på og tænke, at nu er problemet er løst, men jeg vil bare komme tilbage endnu stærkere. Jeg vil fortsætte, forklarer hun.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen