Mistænkte i uhyggelig voldtægtssag fra Vejle anholdt

To 17-årige drenge fra lokalområdet er blevet anholdt og sigtede for voldtægt af en 18-årig kvinde

Sydøstjyllands Politi har anholdt og sigtet to 17-årige drenge for voldtægt af en 18-årig kvinde i Vejle.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

'Det er i dag gennem efterforskningen lykkedes med sikkerhed at identificere alle de tre søgte mænd. Der er bl.a. tale om to 17 årige fra lokalområdet, kaldet A og B i efterlysningen. De to er i dag blevet anholdt og sigtede for voldtægten.

De er blevet afhørt og efterfølgende løsladt. Sigtelserne opretholdes, men der er efter forklaringerne og efterforskningen i øvrigt ikke fundet grundlag for at fremstille de to unge mænd i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Efterforskningen fortsættes, men forventes afsluttet indenfor kort tid', står der i pressemeddelelsen.

Se også: Politi: 18-årig blev lokket ind i hus af tre mænd og voldtaget

Det var en bytur tirsdag aften, der endte grufuldt for den 18-årige kvinde. Da hun ville hjem omkring klokken 4 om natten, blev hun lokket ind i en bil på parkeringspladsen på Dæmningen, har hun fortalt politiet.

Bilen var ført af en tredje mand, som formentlig var der for at hente de to første mænd, og kvinden blev sammen med mændene kørt til et hus på landet, hvor hun ifølge anmeldelsen blev voldtaget af de to mænd, mens den tredje mand kiggede på.

Sydøstjyllands Politi har i den forløbne uge efterforsket sagen. I forbindelse med efterforskningen efterlyste Sydøstjyllands Politi via offentligheden vidner og opfordrede de mistænkte til at melde sig selv.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen