Mor 'glemte' datter efter tyveri

Den formodede familie-duo udi tyverier stjal for knap 1.700 kroner i to supermarkeder, inden de blev opdaget og moren flygtede uden sin datter

En 35-årig mor og hendes 16-årige datter sigtes for tyveri, efter at de tirsdag klokken 16.19 angiveligt havde været på tyvetogt i et Spar-supermarked i Grøfthøjparken i Viby og før det i Netto i Beder syd for Aarhus.

En kunde fattede mistanke til mor og datter, fordi de to gik ind og ud af butikken i Viby ved Aarhus flere gange. Da købmanden ville se nærmere på sagen, tog moren en pose med stjålne varer ud af bilen og skyndte sig at køre væk. Kvinden havde lige puttet posen med stjålne dagligvarer i bagagerummet, da hun blev konfronteret af købmanden. Herefter smed hun varerne på parkeringspladsen og skyndte sig at køre væk.

Tilbage stod den 16-årige datter, der nu var på vej ud af butikken med en taske fuld af stjålne varer. Hende nåede medarbejderne dog at få fat i, inden hun nåede at flygte. Da politiet kom frem, erkendte pigen, at hun og moren havde stjålet fra butikken, ligesom de også havde været i Netto i Beder for at stjæle. Betjentene sigtede pigen for tyveri og kørte hende hjem til sin mor, som også blev sigtet for tyveri.

Datter havde varer for 943 kroner

Ifølge Østjyllands Politi var der varer for 943 kroner i den 16-årige piges taske, da hun blev holdt tilbage og konfronteret af en patrulje fra Østjyllands Politi. Inden da havde mor og datter stjålet varer til en værdi af 6-700 kroner i Netto i Beder.

- Pigen blev afhørt i ro og mag og var ganske fattet trods den sikkert anspændte situation for hende. Hun erkendte tyveriet i Viby og et forudgående tyveri i Netto i Beder, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til Ekstra Bladet.

Således fortalte den 16-årige pige også patruljen, hvor i Aarhus familien har adresse. Da datteren og Østjyllands Politi nåede frem til moren og de to mindre søskende i deres hjem i Aarhus, erkendte også moren tyverierne.

- Hendes forklaring var, at familien ingen penge har, og at de derfor var nødt til at sjæle, fortæller Jakob Christiansen.

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvorvidt mor og datter tidligere har begået kriminalitet.

 

 

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen