112

Nordea solgte valuta for trekvart milliard kr. til central for hvidvask

Tre banker havde mistanke om lusk, også Nordea. Men banken fortsatte med at levere valuta til veksel-bureau, der nu er dømt for hvidvask

  • Uni Travel & Exchange er nu under opløsning og der er næppe penge til at betale bøden på 92 mio. kr. (Foto: Linda Johansen)
Uni Travel & Exchange er nu under opløsning og der er næppe penge til at betale bøden på 92 mio. kr. (Foto: Linda Johansen)

I flere år mistænkte bankerne et veksel-bureau på Nørrebrogade i København for at hvidvaske penge for kriminelle personer og selskaber.

Danske Bank og Jyske bank ophævede samarbejdet med Uni Travel & Exchange og lukkede firmaets konti, men i stedet blev Nordea veksel-bureauets nye bankforbindelse.

På knapt tre år leverede Nordea med daglige pengetransporter valuta for godt 758 millioner kr. til Uni Travel.

Heraf var der euro for godt 686 millioner kr., og næsten 97 procent af euro-beløbet blev leveret i 500 euro-sedler, der på grund af det høje pålydende er de internationale kriminelles yndlingsvaluta.

Seks års fængsel og bøde på 92 mio. kr.
I tirsdags blev Uni Travel & Exchange idømt en bøde på 92 millioner kr. for hvidvask af kriminelle udbytter, og direktøren og ejeren Ali Alrudayni, 33, og hans 66-årige far Jamal Al-Din Alrudayni fik hver seks års fængsel for groft hæleri.

De blev dømt for hvidvask af samlet 184 millioner kr.

Hvidvask for millioner EKSTRA Her blev kriminelles million-formuer vasket hvide

Nordea vidste, at Uni Travel var blevet smidt ud af både Danske Bank og Jyske Bank, for det fortalte Ali Alrudayni selv, da han bad om at blive kunde hos Nordea.

Efter få måneder fik Nordea selv mistanke om, at der foregik noget lusket hos Uni Travel, og banken skrev en anmeldelse til Hvidvasksekretariatet hos bagmandspolitiet den 8. januar 2013.

Heraf fremgik det blandt andet, at der havde været et flow på firmaets driftskonto på 513 millioner kr. på få måneder og at flere af Uni Travels kunder var 'kendt fra større sager'.

Inden Jyske Bank smed firmaet ud, havde banken sendt fire indberetninger i 2012 til Hvidvasksekretariatet med konkrete mistanker om kriminalitet.

Se også: Far og søn idømt seks års fængsel og bøde på 92 millioner kr.

Trods Nordeas egen mistanke fortsatte banken med at levere de enorme mængder valuta til Uni Travel, som dagligt bestilte især euro og aftalte kursen med Nordea.

Valuta-salget skete helt frem til, at politiet anholdt de to nu dømte og lukkede firmaet den 17. november 2014.

Af Københavns Byrets dom fremgår det, at Nordea leverede præcist 178.050 styk 500 euro-sedler til Uni Travel svarende til 664 millioner kr. ud af det samlede euro-salg på 686 millioner kr.

Se også: Derfor skal hash-millioner veksles: Bagmænd tager ikke danske kroner

Da Ali Alrudayni blev spurgt i retten om, hvorfor over 90 procent af firmaets valuta-indkøb var i 500 euro-sedler sagde han: - Det var det, som kunderne efterspugte.

Nordea: Ingen kommentarer
Ekstra Bladet har spurgt Nordea, hvorfor banken blev bankforbindelse for Uni Travel & Exchange, når banken vidste, at både Danske Bank og Jyske Bank havde opsagt veksel-bureauet på grund af mistanke om fusk, og hvorfor Nordea fortsatte som bank for Uni Travel, efter at Nordea selv fik mistanke om hvidvask og anmeldte mistanken til Bagmandspolitiet?

Nordea er også blevet spurgt om, hvorfor Nordea ikke fik mistanke til, at de voldsomme valuta-leverancer på 758 millioner kr. på knapt tre år til Uni Travel kunne anvendes til hvidvask, især når stort set hele euro-beløbet var i 500 euro-sedler?

Nordea har ikke ønsket at besvare spørgsmålene, men senior pressekonsulent Mikael Winkler skriver i en mail:

- Vi kan ikke kommentere på konkrete kundeforhold. Men generelt kan jeg sige, at Nordea indberetter usædvanlig forretningsadfærd til SØIK, og herefter er det op til myndighederne at undersøge og vurdere, om der er foregået noget kriminelt. Det er ikke op til Nordea at afgøre.

Læs hele historien om Unitravel & Exchange i EKSTRA

Hvidvask for millioner EKSTRA Her blev kriminelles million-formuer vasket hvide

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Lokalavisen.dk – 112
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:DavidAttardo
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen