Politi: Derfor stiger antallet af voldtægtsanmeldelser

Anmeldelser over voldtægtssager i Danmark er steget markant siden sidste år, men ifølge Rigspolitiet skyldes det helt andre årsager end flere voldtægter

Politiet undersøger en voldtægtssag i Brønshøj Foto: Anthon Unger
Politiet undersøger en voldtægtssag i Brønshøj Foto: Anthon Unger

I første halvdel af året har politiet fået mere end 350 anmeldelser om voldtægt. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Hvis man kigger på tallet fra sidste år er det steget med over 160 procent.

Men i virkeligheden var tallet tilsvarende sidste år, men på grund af en ny måde at registrere voldtægtssagerne på, var det ikke det billede, statistikkerne viste.

- Tidligere blev voldtægtssager, vi var i tvivl om, registreret som en undersøgelsessag og ikke en voldtægtssag. Derfor indgik de ikke i statistikken over voldtægtssager i Danmark, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard, chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC).

- Vi fik altså ikke et retvisende tal over, hvor mange voldtægtsanmeldelser, der egentlig var, siger han.

Nu bliver sagerne registreret under samme kode, og derfor er tallet steget markant. Det er sket efter Rigspolitiet og Anklagemyndigheden i begyndelsen af 2016 iværksatte en voldtægtspakke, som blandt andet har ændret på måden, voldtægtssager bliver registreret på.

Ikke flere voldtægter
- Det kan godt være, der sker flere voldtægter, men det tror jeg ikk, er tilfældet, da jeg kan se, at de her undersøgelsessager samtidig falder meget, siger han.

For at få det reelle tal skal man i stedet kigge på antallet af tiltaler.

- Men det kan vi først se senere på året, da det tager noget tid, før en sag kommer for en dommer, siger Michael Kjeldgaard.

Efterforskningen er den samme
Men selvom sagerne nu bliver registreret ens, ændrer det ikke på efterforskningen af dem.

- Efterforskningen har altid været den samme, selvom sagerne er blevet registreret forskelligt. Det handler om, at registreringen har vist et forkert anmeldelsestal, siger Michael Kjeldgaard.

Derfor har de fra Rigspolitiets side bedt alle politikredse om at registrere sagerne ens.

- Og så må vi leve med, at der kan blive registreret lidt flere voldtægtssager, end der reelt er. Hellere det end utilsigtede mørketal, siger Michael Kjeldgaard.

Flere sexforbrydelser
På Danmarks Statistik er det ikke kun antallet af voldtægtssager, der er steget kraftigt. Det gælder også andre seksualforbrydelser, som sammenlagt er steget med over 100 procent siden sidste år.

Men det skal ikke forklares med samme begrundelse som voldtægtssagerne.

- Det er ikke lige så ofte, man er i tvivl, om hvorvidt der er sket blufærdighedskrænkelse eller ej. Hvorimod en voldtægt har mange afarter, og derfor tidligere i højere grad kunne ryge under undersøgelses-kategorien, siger Michael Kjeldgaard fra NEC.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen