Politiet aflyser dans på grund af terrorfrygt

I mange år har Dansk Danseteater hver sommer opført en forestilling på Københavns Politigård, men må i år aflyse, da politiet ikke mener, at de kan stå inde for sikkerheden

Copenhagen Summer Dance og lignende arrangementer på Københavns Politigård aflyses på grund af politiets terrorvurdering. Foto: Dansk Danseteater/Henrik Stenberg
Copenhagen Summer Dance og lignende arrangementer på Københavns Politigård aflyses på grund af politiets terrorvurdering. Foto: Dansk Danseteater/Henrik Stenberg

Politiet frygter for sikkerheden omkring forestillingen Copenhagen Summer Dance, der hver sommer finder sted på Københavns Politigård og har derfor aflyst alle forestillinger fra den 7. til den 13. august.

Det oplyser Dansk Danseteater, der de seneste 12 somre har lånt politigården til sommer-forestillingen.

- Vi er hos Dansk Danseteater rigtig kede af, at vi ikke kan gennemføre årets Copenhagen Summer Dance i Københavns Politigård, men vi respekterer selvfølgelig vores gode, mangeårige samarbejdspartner Københavns Politis trusselvurdering. Det er klart, at vi ikke kan gå på kompromis med publikums, politiets og medarbejderes sikkerhed, siger kunstnerisk leder Tim Rushton i en pressemeddelelse.

Ifølge Københavns Politi skyldes aflysningen den seneste tids mange terrorangreb rundt omkring i Europa og rammer dermed ikke kun Copenhagen Summer Dance, men også alle andre arrangementer, der har lånt politigården over sommeren.

'Københavns Politi har med baggrund i den aktuelle vurdering af terrortruslen og de seneste ugers terrorhændelser i europæiske hovedstæder truffet beslutning om, at arrangementet Copenhagen Summer Dance og lignende arrangementer i år ikke kan afvikles på Københavns Politigård,' lyder det fra politiet.

Copenhagen Summer Dance på Københavns Politigård sidste sommer. Foto: Dansk Danseteater/Søren Meisner
Copenhagen Summer Dance på Københavns Politigård sidste sommer. Foto: Dansk Danseteater/Søren Meisner

12 somre i træk
De seneste 12 år har Dansk Danseteater hver sommer i en uges tid lånt den runde gård på Københavns Politigård til Copenhagen Summer Dance, hvor både danske og udenlandske artister danser under åben himmel.

Forestillingerne har været gratis, men publikum har kunnet reservere pladser for mellem 40 og 80 kroner.

I år er der indtil videre reserveret 3500 ud af i alt 7416 sæder til samlet ni forestillinger.

Dansk Danseteater oplyser, at alle, der har reserveret, vil blive kontaktet og få pengene retur.

Der er dog fortsat mulighed for at opleve dans med Dansk Danseteater under åben himmel til sommer.

Dansetruppen optræder den 19. og 20. august ved Moesgaard Museum i Aarhus.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen