112

Svensk anklager dropper efterforskning af Assange

Den svenske anklager har anmodet retten om at droppe fængsling af Wikileaks-stifter Julian Assange

  • Julian Assange har ikke længere en svensk anklager på nakken. Arkivfoto: AP
Julian Assange har ikke længere en svensk anklager på nakken. Arkivfoto: AP

Efter syv års efterforskning har den svenske anklager, Marianne Ny, valgt at droppe efterforskningen mod Wikileaks-stifteren Julian Assange, som har været mistænkt for to tilfælde af voldtægt begået i Sverige.

Det skriver Aftonbladet.

Assange har siden 2010 været fængslet in absentia på baggrund af den svenske efterforskning. Assange befandt sig på det tidspunkt i Storbritannien, og han endte til sidst med at søge politisk asyl på Ecuadors ambassade i London for at undgå udlevering til Sverige.

Australske Assange har nægtet at lade sig udlevere til Sverige, da han frygtede, at han ville blive udleveret til USA i kølvandet på Wikileaks-afsløringerne.

Afhørt på ambassade
Først i november 2016 lykkedes det at afhøre Assange. Det blev dog anklagere fra Ecuador, som afhørte ham, mens de svenske anklagere kun fik lov til at være til stede ved afhøringen, som foregik bag lukkede døre.

Den svenske anklager afviser dog, at de har lukket efterforskningen, fordi de mener, Assange er uskyldig.

- Vi vil ikke komme med nogen erklæring om, hvorvidt han er skyldig eller ej, lød det fra Marianne Ny på et pressemøde.

Hun fortæller, at efterforskningen er lukket, fordi alle muligheder for at fortsætte efterforskningen er udtømt, og fordi de vurderede, at det ikke ville blive muligt at få bragt Assange til Sverige.

Sagen kan dog blive genåbnet, hvis Assange skulle komme tilbage til Sverige inden sagen når forældelsesfristen i 2020.

  - Han har forsøgt at undgå alle forsøg fra de svenske og de britiske myndigheder. Min vurdering er, at en udlevering ikke kan finde sted i den nærmeste fremtid, siger anklageren.

Assange er derfor ikke længere under europæisk arrestordre.

Britisk politi har dog understreget, at Assange stadig kan blive arresteret for at udeblive fra et retsmøde, hvis han forlader Ecuadors ambassade.

Assanges svenske forsvarer, Per E. Samuelson sendte i starten af måneden en anmodning til byretten i Stockholm om at droppe fængslingskendelsen. Dermed kommer anklagemyndigheden altså retten i forkøbet ved at droppe deres krav om fængsling.

Den svenske anklagemyndighed vil klokken 12 uddybe, hvorfor man har valgt at droppe efterforskningen.

USA vil have ham
Assange selv har, som svar på nyheden, lagt et gammel billede af sig selv med et stort smil på sin Twitter-profil - uden at ledsage det med en tekst.

I sidste måned gjorde den amerikanske justitsminister Jeff Sessions det klart, at USA ønsker Assange udleveret til retsforfølgelse, hvorfor de indsamlede materiale til at kunne kræve ham udleveret.

Nyheden om at Assange ikke længere er under efterforskning i Sverige kommer dagen efter, at Chelsea Manning, der fremskaffede en stor del af Wikileaks' materiale, kom på fri fod, efter hun i januar blev benådet af den afgående præsident, Barack Obama.

Læs også

Seneste Nyt
Mest læste

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Mest læste i 112
Hent flere