Tiltale: Satte falsk skulptur til salg hos kendt auktionshus

Tre kunst-kendere for retten. Prøvede at score millioner på forfalskning, mener politiet

'Grubleren' findes i store udgaver og små støbninger på blot 38 cm. En ægte 'mini-skulptur' blev solgt i 2014 for næsten 40 millioner kr. (Foto: Wikipedia)
'Grubleren' findes i store udgaver og små støbninger på blot 38 cm. En ægte 'mini-skulptur' blev solgt i 2014 for næsten 40 millioner kr. (Foto: Wikipedia)

I håbet om, at en lille skulptur af den franske billedhugger Auguste Rodin var mange millioner kroner værd, indleverede en kvinde skulpturen til salg hos auktionshuset Bruun Rasmussen.

Men skulpturen viste sig at være en forfalskning, som Bruun Rasmussen afviste at sælge - og i stedet måtte den skuffede kvinde sælge kopien til en 48-årig forretningsmand fra Nordsjælland for blot 200.000 kr.

Ifølge anklagemyndigheden ved Københavns politi blev den 37,5 centimeter høje skulptur 'Grubleren' herefter brugt i et udspekuleret svindel-nummer.

Den 48-årige forretningsmand forsøgte sammen med to kunst-eksperter at sælge skulpturen som ægte hos auktionshuset Christie's i London for mindst fire til seks millioner kr., lyder tiltalen.

Se også: Sigtelse: Sådan ville kunst-svindlere tjene millioner på falsk skulptur

Københavns Byret tager tirsdag hul på straffesagen mod den 48-årige og de to kunst-eksperter, som alle er tiltalt for forsøg på bedrageri af særlig grov beskaffenhed.

Tidligere solgt som ægte til en dansker
De nægter sig skyldige og har forklaret, at 'Grubleren' kun blev indleveret til Christie´s i forsøget på at få auktionshuset til at betale en kompensation eller erstatning for, at skulpturens tidligere ejer, danskeren PL, i 1996 havde købt 'Grubleren' netop hos Christie´s i New York som værende ægte for cirka en million kr.

'Grubleren findes i talrige udgaver i bronze og marmor i store og små størrelser, og priserne varierer fra få tusinde kr. og op til over 30 millioner kr.

I 2014 blev et lille eksemplar af 'Grubleren' solgt hos auktionshuset Sothebys i London for seks millioner dollar, knapt 40 millioner kr. med dagens kurs.

Det er 'Rodin-Komitéen' i Paris, der er højeste ekspertise på  Auguste Rodins kunst, og seriøse auktionshuse sætter intet til salg, uden at komitéen har sagt god for ægtheden.

Bruun Rasmussen fik den 11. oktober 2012 besked fra Rodin-komitéen om, at skulpturen var en kopi, og derfor blev den udleveret igen til auktionshusets kvindelige kunde, der havde arvet skulpturen efter sin afdøde far.

Kun dekorativ værdi
Hun blev anbefalet at beholde 'Grubleren' for dens dekorative værdi, fordi salgsprisen som en kopi ville være så lav, at det ikke kunne betale sig at sælge den.

Da hun så alligevel formåede at sælge kopien for 200.000 kr. til den 48-årige forretningsmand gik de tre tiltalte, ifølge anklageskriftet, i gang med en længere proces for at få skulpturen solgt som ægte.

Den 48-årige havde korrespondance med Christie´s på de tres vegne og i september 2013 viste han skulpturen til Christie´s for to måneder senere at indlevere den til auktion i London.

Ifølge tiltalen oplyste de tre tiltalte på intet tidspunkt Christie´s om, at Rodin-komitéen allerede havde erklæret skulpturen for falsk. Men det opdagede Christie´s selv, da auktionshuset bad Rodin-komitéen om en ægtheds-erklæring.

Christie´s i London anmeldte dog ikke det formodede bedrageriforsøg til politiet, men det blev opdaget af Københavns politi under efterforskningen af en sag om hvidvask af hash-penge.

I januar 2015 skred politiet til anholdelse af de tre nu tiltalte, men de blev alle løsladt i et grundlovsforhør, hvor dommeren mente, at der ikke var begrundet mistanke mod dem, blandt andet fordi de forklarede, at målet var at opnå en 'erstatning' fra Christie´s fordi auktionshuset tidligere havde solgt 'Grubleren' som ægte.

Efter løsladelsen arbejdede politiet videre med sagen, og det har nu ført til tiltalen mod de tre mænd.

Skulpturen blev beslaglagt af politiet i London, og under retssagen vil anklageren, Per Justesen, kræve forfalskningen konfiskeret. Der er afsat syv dage til retssagen, hvor 15 vidner skal afhøres.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen