112

To mænd og seksårig dreng druknede på kanoferien

Familien slog alarm, da far og søn ikke vendte tilbage fra ugelang kanotur i Sverige

  • Søen Rogen ligger over 500 kilometer nord for Stockholm i Härjedalen ved den svensk-norske grænse. (Google Maps)
Søen Rogen ligger over 500 kilometer nord for Stockholm i Härjedalen ved den svensk-norske grænse. (Google Maps)

En kanoferie på søen Rogen i Sverige endte tragisk for tre danske statsborgere, der i aftes ved 19.30-tiden blev fundet druknede i vandet.

De omkomne er identificeret som to midaldrende mænd samt den enes seksårige søn, oplyser Helena Hroh, vagthavende ved Jämtslands Politi.

- Alle tre blev fundet i vandet nær en kæntret kano. De var alle afgået ved døden, da vi fandt dem, siger hun til Ekstra Bladet.

Hun oplyser, at de tre havde lejet kanoen ved søen syd for Funäsdalen 14. juli, og ifølge planen skulle de være vendt tilbage med kanoen onsdag.

Men da de pårørende i Danmark ikke hørte fra trioen, indledte de svenske myndigheder torsdag ved 15-tiden en større eftersøgning i området, der ligger ved den svensk-norske grænse.

Ved du noget? Tip os på mail 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (Alm. sms-takst)

En svensk politihelikopter, en norsk redningshelikopter, en civil helikopter samt politifolk med hunde blev sat ind på at finde de savnede.

Desuden deltog fjeldreddere og mange frivillige i eftersøgningen, der alligevel fik det værst tænkelige udfald.

- Det er meget tragisk, og det sker virkelig ikke ofte, at vi har en sådan trist sag heroppe, siger Helena Hroh og tilføjer, at de pårørende er underrettet.

- Har I nogen teori om, hvad der kan være sket?

- Vi har ingen mistanke om, at der er sket en forbrydelse, men på en eller anden måde er de havnet i vandet, siger Helena Hroh til Ekstra Bladet og fortsætter:

- De havde alle tre redningsveste på, men vandet er meget koldt og kan virke lammende, siger hun og henviser til, at vandtemperaturen i Rogen er 12 grader.

- Hvor tæt på land blev de fundet?

- De blev fundet tæt på land, men det betyder ikke, at det var der, de faldt i vandet. Det har blæst meget, og de kan være blevet flyttet fra stedet, hvor de kæntrede.

- Hvor længe havde de ligget i vandet, da de blev fundet?

- Det kan jeg ikke svare på. Det må den kommende obduktion give svaret på, siger Helena Hroh, der er vagthavende ved Jämtlands Politi.

Ved du noget? Tip os på mail 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (Alm. sms-takst)

Jan Lillebø, redningsleder ved Hovedredningscentralen i Norge, oplyser til Ekstra Bladet, at en norsk redningshelikopter blev sat ind i eftersøgningen.

- Klokken 17.42 blev vi kontaktet af svensk politi, og vi har bidraget med en helikopter. Senere fik vi besked om, at de tre danskere var fundet af en svensk politihelikopter, siger Jan Lillebø.

Selv om de omkomne blev fundet af en svensk politihelikopter, blev de hentet op fra vandet af en norsk Sea King-helikopter.

- Den svenske politihelikopter gav os positionen, og vores mandskab hentede dem op fra vandet. Vi har udstyr til det, og professionelle folk, som er trænet til det, siger redningsleder Jan Lillebø.

Søen Rogen ligger over 500 kilometer nord for Stockholm i Härjedalen, og området er populært at vandre og ro i kano i. De seneste dage har det regnet i området og aftentemperaturen er nede på omkring fem grader.

Her kan du se eventyrer og tidligere jægersoldat Erik B. Jørgensen fortælle, hvordan du på mulig vis sikrer dig mod, at din kano kæntrer. (Video: Lasse Brøndal)

Læs også

Seneste Nyt
Mest læste

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Mest læste i 112
Hent flere