Voldsdømt tobaksarving kræves fængslet

64-årige Niels Færch i retten for millionsvindel. Afgørelse ventes i dag

Niels Færch ventes at tilstå at have snydt det offentlige for 4,7 millioner kroner. I 2013 gik han konkurs med en gæld til Vestjysk Bank på over 200 millioner. Foto: Martin Damgaard
Niels Færch ventes at tilstå at have snydt det offentlige for 4,7 millioner kroner. I 2013 gik han konkurs med en gæld til Vestjysk Bank på over 200 millioner. Foto: Martin Damgaard

AALBORG (Ekstra Bladet): Den konkursramte og fallerede ejendomsinvestor Niels Færch er i dag hovedperson under en tilståelsessag ved Retten i Aalborg.

Her vil den 64-årige fallent erkende flere gange at have forfalsket skøder og givet urigtige oplysninger til Skat. Svindelnumrene fandt sted i 2011 og 2012, og det offentlige hævdes at være blevet snydt for 4,7 mio. kroner.

Skat kræver pengene tilbage, mens anklagemyndigheden vil straffe ham med en bøde på godt 2,3 millioner kroner. Derudover risikerer han fængsel:

- Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. I den forbindelse vil jeg gøre gældende, og jeg har en stærk formodning om, at sagen ender med en betinget dom, siger Niels Færchs forsvarsadvokat Henrik Stagetorn til Ekstra Bladet.

Se også: Stenrig tobaks-familie omgærdet af skandaler og splid

Lykkes det forsvareren, er det ikke første gang, Niels Færch slipper med en betinget fængselsdom. I 1993 blev han tiltalt for næsten at have kvalt sin kone for øjnene af parrets 16-årige datter. Vestre Landsret idømte ham efter usædvanlig indblanding fra politisk hold på baggrund af Ekstra Bladets dækning af sagen 40 dages betinget hæfte for episoden.

Episoden sendte den daværende ejendomsinvestor ud i kulden af Færch-dynastiet, hvor han ellers var kronprins i den jyske del af milliardærfamilien.

Efter voldsskandalen forlod Niels Færch familieimperiet, og siden har hans søster Lone Færch haft succes som slægtens jyske matriark.

Færch-slægten er landets 21. rigeste og har i generationer været opdelt i en jysk og en sjællandsk gren.

Se også: Tobaksenke i retten: Min svigerdatter stjal 15 millioner

Ekstra Bladet har lavet utallige afsløringer af, hvordan overhovedet i den sjællandske gren, den stenrige tobaksenke Tineke Færch, jagtes af Skat og i øvrigt forvalter sin formue, som hun arvede fra Stener Færch.

Hans fætter, Jørgen Færch, var far til Niels Færch, der i 2013 kom ud af et ejendomseventyr med en gæld på over 200 millioner kroner til Vestjyske Bank.

Se også: Lydoptagelse afslører: Advokat kendte til tobaksenkes skatterod

Niels Færch ser ifølge sin forsvarsadvokat frem til at få den aktuelle sag afgjort og forventer, at det sker i dag.

Tilståelsessagen mod Færch har været undervejs i flere år. Oprindelig skulle sagen køre i Københavns Byret.

I stedet valgte man dog at lade Nordjyllands Politi håndtere sagen, hvor dokumenterne er fløjet fra den ene anklager til den anden.

Sagen ventes at vare to-tre timer.

Ekstra Bladet følger sagen.

Se også: Falleret rigmand tilstår svindel for millioner
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Pernille Holbøll
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen