Swipe header Håndværkeren

Techno-fest i Fiat Ducato

Det kører på skinner for Fiat Ducato, efter den vandt Årets Varebil 2014

– nu kommer Tech, en variant spækket med udstyr, som skal tage kampen op med Transporter og Transit

  • I Tech-varianten er Ducato proppet med udstyr som LED-lys og integrerede blinklys. Foto: Andreas Lang Hedegaard
I Tech-varianten er Ducato proppet med udstyr som LED-lys og integrerede blinklys. Foto: Andreas Lang Hedegaard

Fiat Ducato er den ene part af trekløveret af varebiler, som deles mellem det italienske mærke og franske Peugoet og Citroën, og som fik et gennemgribende facelift tidligere på året. Fiat fejrede det med at vinde Årets Varebil 2014 her i Danmark, og nu sender man så en udstyrsvariant på gaden med selvtilliden i orden.

Modellen får tilnavnet Tech, fordi den er proppet med udstyr som radio med femtommers trykfølsom skærm med bluetooth og bakkamera, Webasto-fyr, el-sidespejle, aircondition, fartpilot, læderrat og LED-lys, der giver fronten karakter.

Asfaltkys
Ducatos store force er meget plads, men Tech fås kun i mindste model med kort lastrum og lavt tag. Ideen er, at den med sin lange liste af udstyr skal tage kampen op mod de populære modeller VW Transporter og Ford Transit, på deres egen bane.

Se også: Duellen: Håndværkerens bedste ven

Men det er svært for Ducato at løbe fra sine køreegenskaber. Til forskel fra kollegerne fra Peugeot og Citroën kalder Fiat den nye Ducato for en ny model og ikke bare et kraftigt facelift.

Uanset hvad så kører den meget lig de gamle modeller med en affjedring, som ikke er særlig sofistikeret, så den skrumler over ujævnheder. Fordi man nærmest sidder oven på forhjulene, er 'næsedyk' udpræget, og det føles, som om du er ved at ryge igennem forruden og skal til at kysse asfalten, hver gang der bliver bremset.

Sammen med et upræcist og let styretøj kommer Ducato aldrig i nærheden af Transporters letkørthed og Transits præcise styretøj.

Italiensk power
Eneste motor i Tech-varianten er Fiats egen 2,3-liters diesel med 130 hk og 320 Nm, som efterlader et solidt indtryk. Den trækker hårdt, når du sparker speederen i bund, men får den typiske dieselknurren længere oppe i omdrejningsfeltet, så det kan bedst betale sig at blive omkring de 1800 o/min, hvor motoren leverer sit maksimale moment.

Gearkassen er til gengæld ikke specielt samarbejdsvillig og virker knoklet. Brændstofforbruget er opgivet til 15,6 km/l, men i testperioden med meget bykørsel så vi nærmere 11-12 km/l.

Praktiske gris
Tech-varianten ser sej ud i sin sorte lak, men kommer aldrig til at vinde skønhedskonkurrencer eller hive damer. Det skulle da kun være, hvis du bruger det store lastrum til at flytte for dem.

187 cm er der fra væg til væg, hvilket gør Ducato til klassens mest rummelige. Foto: Andreas Lang Hedegaard 187 cm er der fra væg til væg, hvilket gør Ducato til klassens mest rummelige. Foto: Andreas Lang Hedegaard  

Selv om Tech kun fås i den 'lille' variant, sluger den alligevel otte kvm, hvilket er mindst én kvm mere end konkurrenterne. Samtidig er Ducatos varerum stort set kvadratisk og, med 187 cm fra væg til væg, klassens bredeste.

Et godt tilbud
Selv om Ducato måske kan virke en smule grov i forhold til konkurrenterne, så imponerer den med masser af plads. Specielt når du kigger på prisen, for selv i Tech-variant er prisen lav. Techno-festen starter faktisk allerede ved 180.000 kr uden moms, hvilket er mindst 30.000 kr. billigere end konkurrenterne.

Fiat Ducato L1H1 Tech 2,3 MJT

Motor: 2,3-liters turbodiesel

Ydelse: 130 hk ved 3600 o/min

Maks. moment: 320 Nm ved 1.800 o/min

Gearkasse: 6-trins manuel

Forbrug: 15,6 km/l

CO2-udledning: 160 g/km

Egenvægt: 2000 kg

Totalvægt: 3300 kg

Lasteevne: 1226 kg

Pris 180.000 kr. uden moms.

Læs også

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste i Håndværkeren
Hent flere