Bang. Fodgængeren bliver ramt. Han ved det ikke, men han er både uheldig og
heldig på samme tid. Uheldig, fordi han blev kørt ned, og fordi han gik så
sent ud foran den Volvo V40, at hverken chauffør eller city safety-systemet
kunne nå at standse bilen. Heldig fordi han er blevet ramt af den eneste bil
i verden med en udvendig airbag – det reddede måske hans liv.
V40 er et overflødighedshorn i sikkerhedsudstyr og hjælpende elektronik. Automatisk parallelparkering, advarsel om fare forude, advarsel om krydsende trafik, automatisk opkald til central ved uheld, intelligent fartpilot og så videre. Passagerairbag og City safety er altid standard, men resten købes i pakker.
Ligner ikke de andre
Som sædvanligt for bilpræsentationer er testbilerne spækket med
ekstraudstyr som læder, store lydanlæg, alt tænkeligt sikkerheds- og
komfortudstyr. Heldigvis bliver basisversionerne ikke skrabede, og kabinen i
V40 er utvivlsomt lækker, selv uden de lækre læderstole. Og den ligner ikke
alle de andre. Bevaret er den fritstående midterkonsol, der kan gnave lidt i
knæet og nyt er grafiske instrumenter (ekstraudstyr), der erstatter
traditionelle ure med computerskærme.
Her kan du vælge tre temaer, hvor kun Performance-layoutet har en brugbar omdrejningstæller. Det er mere poppet end det er brugbart. Pladsen er middelmådig og bagsædet er ubrugeligt for personer over 180 cm. Bagagerummet er heller ikke ret stort.
LÆS og HØR: en Volvo, som du aldrig har set den før
Stadig en fed femmer
Motorerne er en blanding af firecylindrede, der kendes fra Ford og
femcylindrede fra Volvos egne hylder. Og selvom fem cylindre lyder mere
spændende, så afslører testkørslen at den firecylindrede diesel i D2, på
trods af mindre kraftoverskud, er den mest behagelige. Den fås desværre ikke
med automatgear endnu. Det gør den store diesel med 177 hk og den er hurtig,
men undertestkørslen havde den en irriterende rallen.
Super bid
Benzinmotorerne har alle turbo, men vi havde kun lejlighed til at prøve T4
med 180 hk og Powershift-gearkasse, Volvos svar på DSG. Motoren er
kultiveret og stærk, men gearkassen er ikke på højde med VW og Audis ditto.
Den hænger i omdrejninger og fjerner lidt af et fine engagement. Sagde jeg
engagement om en Volvo? JA, med store bogstaver.
Volvo V40 bider sig hårdere fast i de norditalienske bjergveje end de fleste andre biler. Selv når du tror at grebet er ved at være brugt i en skarp hårnål er der mere at komme efter. Krængningen er minimal, og styretøjet er hurtigt, men savner som de fleste nyere biler feedback.
D2 kører bedst
Af testbilerne var det D2, der tog svingene bedst – at de større dieseler
taber er klart på grund af øget vægt, men også T4 med sportsundervogn
virkede ikke helt så agil som den lille diesel – den var hård uden mærkbar
gevinst for dynamikken. Om det er bedre med manuelt gear, må en senere test
vise.
Designet læner sig op ad Volvo V60, og især bagenden er vellykket. Priserne virker fornuftige, og V40 har en friskere udstråling end de kliniske konkurrenter fra Audi og BMW, men pladsen er ikke prangende. Volvo V40 kommer til Danmark i slutningen af august eller begyndelsen af september.
Se også: Skør verden: Gammel Volvo slår Ferrari
LÆS også: Test af Audi A3
