For fem år siden kunne du glemme alt om at købe en ny bil til 90.000 kr. som
duede til andet en smutture til købmanden. Men det sidste års tid er udbudet
af de allermindste eksploderet sammen med både kvalitet og anvendelighed. Og
køreglæde og sikkerhed heldigvis fulgt med.
For et års tid siden løftede Kia barren adskillige tommer med introduktionen af den nye Picanto. Her havde vi for første gang en bil i mikroklassen med fem døre, syv års garanti, op til syv airbags til en super grundpris på 90.000 kr. Aldrig havde vi fået så meget bil for så få penge. VW fulgte her i foråret trop med sin på flere områder endnu mere vellykkede VW Up. Up var lækker og støjsvag som en større bil og kostede også 90.000 kr. Men de tre døre gjorde bilen besværlig i hverdagen.
Den femdørs er landet, og det samme er den helt nye Fiat Panda, som er fornyelsen af den Panda vi her på EB altid har haft et svagt punkt for. Den forrige udgave af Panda tog i 2005 teten i klassen med god holdbarhed, glimrende pladsforhold, højt til loftet og god kørestilling. Den nye Panda minder på mange måder om den gamle. Spørgsmålet er om det er godt nok i 2012.
Vi tager et kig på de to biler punkt for punkt.
Karrosseri og plads (1-0 til Panda)
Panda minder i formen mest om en miniudgave af en Berlingo eller en Fiat
Doblo. Indstigning er nem, og kørestillingen er god og høj. VW Up ser mindre
ud, men synet bedrager, for pladsen er lige så god her som i Panda. Men man
sidder lavere. Bagagerummet er smartere udformet i VW’en. Begge savner
længdejusterbart rat. Pandas fem sæder overtrumfer Up’s ditto fire.
Bag rattet: (1-0 til Up)
At sætte sig bag rattet i Up er en ren fornøjelse. Bilen strutter af
kvalitet, og alt du rører ved er lækkert. Panda er charmerende indrettet med
afrundede firkanter overalt som gennemgående tema og sjove farver. Men Panda
er langt bagefter VW hvad angår kvalitetsoplevelsen med døre der smækker
billigt og en langt mindre præcis og velfungerende mekanisk funktion i alt
fra knapper til styretøj og gearskifte
På vejen: (1-0 til Up)?
Up er formiddabel på vejen. Motoren er tyst trods sine blot 3 cylindre, og
bilen er spor- og retningsstabil som en langt større bil. Og du savner
sjældent kræfter. Motoren er dog ingen kraftkarl. Det er Panda-motoren til
gengæld med et brag af et moment masser af kræfter til både by og motorvej.
Den charmerende tocylinderlyd er charmerende for nogle, men virker anmasende
i forhold til motoren i Up. Panda svajer og duver som en moderne udgave af
en 2CV.
Udstyr: (1-0 Up)
Up har som standard aircon og læderrat og 15 tommer alufælge, og køber du den
fine DK-pakke til blot 9.000 kr. får du en super navi, parkeringfølere,
fartpilot. Panda er noget mere tamt udstyret, og aircon koster hele 10.000
kr.
Konklusion:
Panda har en sjov og stærk motor, men det er ikke nok til at vinde over VW Up,
som gør alting til noget der minder om perfektion.
