Vi har kørt den nye Renault Clio under præsentationen i Firenze. Det er en
klassisk fransk fristelse, som Renault serverer med fjerde udgave af
minibilen Clio. Over 11 millioner er der solgt siden debut’en i 1990, og
hvis udseendet betyder noget, er der lagt op til fortsat flirt mellem
Renault og bilkøberne. Vi spørger vores udsendte, Jens Høy, hvad han mener
om bilen, der kommer til Danmark til december.
Hvordan ser den ud i virkeligheden?
Designet er rigtigt fedt, og udseendet er bilen store styrke. Den ser også
større ud end flere af konkurrenterne, og det nye look fortsætter
indvendigt, hvor den har et lækkert cockpit. I forhold til den nuværende
Clio er den nye blevet 100 kilo lettere, samtidig med at den er bredere og
lavere.
Er der ordentlig plads i den?
Tja, pladsen på bagsædet skuffer lidt, og der er i hvert fald bedre benplads i
en VW Polo. Samtidig har Renault ikke fundet ud af, hvordan man laver et
helt plant gulv deromme, så det er lidt svært at få plads til fødderne.
Bagagerummet er til gengæld meget stort med 300 liters volumen.
Se også: Hvilken bil skal være Årets bil?
Hvordan kører den?
Clio har fået et langt bedre styretøj end forgængeren, og det er både
letgående og præcist. Jeg synes dog ikke, at bilen ligger helt så godt på
vejen som Peugeot 208, og den kører heller ikke så sportsligt. Gearskiftet
er til gengæld langt mere overbevisende end i 208.
Se også: Renault sænker priserne voldsomt
Hvad med motorprogrammet?
Der er flere positive nyheder. Dieselmotoren med 90 hk kører helt op til 31,3
km/l, og den er støjsvag. En helt ny trecylindret benzinmotor med 90 hk og
turbo overbeviser også, selv om den skal kæmpe lidt mere for at komme op ad
de stejle bjergveje her i området. Basismotoren er dog den gamle på 1,2
liter og 75 hk som jeg ikke havde mulighed for at prøve (det får man aldrig
på bilpræsentationer). Clio kan fås med automatisk EDC-gearkasse, som er
Renaults dobbeltkoblingsgearkasse. Der er stop-start-teknik, og alle
varianter har nøgleløs betjening.
Hvad koster den?
Priserne begynder ved 135.000 kr. for 1,2 Autentique, og Clio er altid
femdørs. Men det bedste køb er næste udstyrstrin, Expression, som kun koster
5.000 kr. ekstra og indeholder aircondition, læderrat og integreret
navigation.
Den nye Clio kommer ikke som tredørs. Men til foråret suppleres den femdørs hatchback med en stationcar.
