Fiesta kaster sig med fornyet styrke ind i klassekampen med en supermotor og
stærke priser.
Bilen ser ny ud med sit gigantiske gid-jeg-var-en-Aston-Martin front, og selv om der i grunden bare er tale om en opdatering af den nuværende model, er fornyelserne så mærkbare, at Fiesta igen får møvet sig helt op i førerfeltet i den benhårde konkurrence poloklasse - og lidt længere.
For vi siger det uden omsvøb: Fiesta er den bedste bil i klassen lige nu. Den kører som en drøm, ergonomien er i top, den har klassens bedste benzinmotor - og så er priserne i orden.
Godt udgangspunkt
Udgangspunktet var fint i forvejen - Fiesta har siden den kom frem i 7.
generation (se
dem allesammen her) været velkørende uden sidestykke i klassen.
Selv med en flad 60 hestes motor har man følt sig underholdt - ganske enkelt fordi undervogn og styretøj hænger bedre sammen her end i konkurrenterne. Men også kørestillingen er fremragende med fine, velstøttende sæder og gode indstillingsmuligheder, som gør, at du føler sig hjemme i det øjeblik, du planter bagen i sædet.
Suveræn motor
Nyhederne i Fiesta er først og fremmest den højt besungne
1,0-turbo-benziner, som udmærker sig ved at være lille, let, støjsvag og
stærk. Dén motor giver en gammel biltosse våde øjne - så god er den. Men
stik den dog en sekstrins gearkasse, Ford!
Desuden har Ford droppet 1,25'eren med 60 og 82 heste og benytter i stedet en turboløs udgave af samme 1,0'er, som ligger i topmodellerne. Ydelserne er næsten som hidtil: 65 og 80 hk. Alle benzinerne klarer imponerende 23,3 på literen. Stik dén, Polo!
SE OGSÅ: 36 år med Ford Fiesta
GTI med 182 hk
1,6 TDCI-motoren, som bekendt er bygget i fælleskab mellem PSA og Ford -
og bruges i Mazda, Ford, Citroen, Volvo, Mini (til 2011) Suzuki og Peugeot -
er fortsat en af klassens bedste dieselmotorer. Og åbenbart også billigere
at fremstille end den hidtidige 1,4'er på 70 hk, som udgår til fordel for en
ny 1,5 liters udgave af 1,6'eren, der kører lidt længere på literen (27 mod
25 km/l).
I 2013 følger Fiesta ST med 1,6-liters turbomotor med 182 hk. Hit med den!
Uden stop
En anden nyhed, er du nu får det automatiske katastrofeopbremsning-system
Active City Stop. Systemet er i stand til helt at forhindre kollisioner ved
en hastighed på op til 15 km/t, ligesom systemet kan afbøde virkningerne af
en kollision ved en hastighed på op til 30 km/t.
Vi testede det i Rom, og må bare konstatere, at det virker - men ikke særlig overbevisende. Når vi kørte 30 km i timen bragede vi ind i skumgummiklodserne foran os. Køber du det alene koster det 6.700 kr., men du kan også få det i en pakke til 9.000 kr. hvor du så får opvarmet forrude, elfoldbare sidespejle og parkeringsfølere med.
Teenagenøgle
En anden nyhed er et system, som Ford kalder My Key, som er standard fra
billigste variant. Det giver forældre mulighed for at begrænse brugen af
bilen når familien teenager skal låne dytten. Nøglen kan simpelthen
programmeres, så knægten eller pigebarnet ikke kan høre høj musik, og heller
ikke kan køre over 140 km i timen. Desuden bliver selealarmen endnu mere
irriterende og gør det ulideligt at køre uden sele. Man kan heller ikke slå
ESP-systemet fra. God ide!
Dårlig ide
Det er til gengæld en rigtig dårlig ide, at Ford har fjernet fartgrebene
på dørene, så du som passager ikke har noget at holde fast i, når det går
stærkt. Mit gæt er, at interiør-designeren aldrig har siddet i et
passagersæde på en bjergvej.
En sidste nyhed er et talegenkendelsessystem, som Ford kalder Sync, som giver en tæt integration mellem din mobil og bilens betjening. Den har talegenkendelse, og ringer desuden selv op til alarmcentralen, hvis du kører galt. Systemet taler 26 sprog og dialekter fra 40 europæiske regioner, og henvender sig altid til alarmcentralen på det lokale sprog for at undgå sprogproblemer. Sync koster 11.000 i billigste trend-version og er standard i de dyrere Sport og Titanium.
Det bedste ved den nye Fiesta er prisen: Tre tal fortæller næsten hele historien: 170.000, 214.000 og 180.000
170.000 kr. er prisen på en topspækket Ford Fiesta med 125 hestes turbo-motor og fem døre. Skal du have en Polo, der kan bare nogenlunde det samme, skal du af med 214.000 kr. mens en af de bedst sælgende biler i klassen, Kia Rio - koster 180.000 i topversionen.
Og så mangler du stadig 20 hestekræfter i Polo'ens turbomotor, og må drømme dig til turbo-sparket fra slapsvansen i Kia'ens motorrum.
