Persondata politik

Blændende god sekser

Nu skal tyskerne passe på: Større og mere solid Mazda 6 kører forrygende

 

Nogle ting er urokkelige. Tag bare køerne i myldretiden, nationalhymnen til landskampe eller Price brødrenes appetit. Og så lige det faktum, at en stationcar altid længere end sedanen … troede du. Den nye Mazda6 sedan er nemlig ikke bare mere langstrakt end stationcaren, den har også større akselafstand.

Til gengæld har begge et så sexet og inciterende design, at tænderne ikke bare løber i vand. Munden storbruser som oktoberregn, mens chefdesigner Akira Tamatani viser sine babyers frem ved en eksklusiv snigpremiere for den nye Mazda6 i Paris.

LÆS også: Topfed Mazda

De atletiske katteagtige linjer med muskelsvulmende skærmkasser og et flab af en frontgrill giver det sportslige japanske mærke farlighed som en baggårdspuma. En attitude, der starter fra godt 300.000 kr. for billigste sedan med en 2,0 liters benziner på 145 hk.

I forvejen har den nye crossover CX5 vist vejen for det genfødte Mazda, som også byder på nye højteknologiske benzin- og dieselmotorer, og 6’eren fører linen helt ud.

LÆS også: Sådan skal en familiebil sgu indrettes

Flyder-dimensioner
Den velvoksne stationcar, som er vokset fire centimeter i forhold til forgængeren, overtrumfes af den amerikanerstore flyder af en sedan. Den har bagsædeplads som i en Skoda Superb, og minder mest af alt om en Yellow Cab hentet direkte fra New York. Sedanen går med en længde på 4,87 meter og en akselafstand på 2,83 meter en halv klasse op. Det er henholdsvis syv og otte centimeter mere en stationcaren. Sedanen er nemlig en verdensbil, som også skal sælges til amerikanerne, mens den mindre stationcar er specialsyet til os europæere.

Nye motorer
Med den nye 6’er udbygger Mazda også motorprogrammet med den nye generation af Skyactive-maskiner, der byder på henholdsvis verdens laveste kompression for serieproducerede dieselmotorer og verdens højeste ditto for benzinmotorerne.

LÆS også: Lav pris på gammeldags 2'er

Tysk soliditet
Vi sætter spot på stationcaren i mellemniveauet, Vision, der med den 150 hk diesel og i kombination med den nye automatgearkasse med seks trin er et godt bud til både business- og campingfolket. Importøren kender endnu ikke prisen, men vi vover pelsen og skriver 400.000 kr.

Det sportslige ydre holder, hvad det lover. Mazda6 stationcar, der har et bagagerum på 522 liter, kører blændende godt. Men den byder også på en soliditet, så selv tyskerne må dreje nakken. Styretøjet er skarpt, stabiliteten klippefast og lydniveauet dæmpet til det minimale.

Super gearkasse
Den manuelle transmission kræver i bedste Mazda-ånd kun små vrik med håndleddet for at skifte gear, mens den nye seks trins automatgearkasse spiller flydende godt sammen med den ligeledes nye 150 hk diesel. En maskine, hvor to turboladere tager fat ved henholdsvis lave og høje omdrejninger og giver et ubesværet flow hele vejen op. Konstruktionen gør, at vi kan køre motoren helt op til 5.000 omdrejninger, uden den lyder anstrengt.

Barsk undervogn
Desværre har Mazda forsynet bilen med for hårde fjedre og støddæmpere. Noget, som er fint på motorveje og i kurver, men ikke sjovt på bumpede landeveje, hvor huller slår hårdt igennem. Det gælder både stationcaren, der kørte på 17 tommer alufælge og i særdeleshed sedanen, der havde 19 tommer hjul.

Alligevel virker Mazda6 som en af de mest helstøbte biler i sin klasse.

De første modeller lander herhjemme til januar, når den 2,0 liters benzin stationcar får dansk debut. De andre artsfæller kommer snigende umiddelbart efter.

Mazda 6

Grøn ejerafgift: 660 kr. halvårligt

Motor: Firecylindret dieselmotor på 2,2 liter

Ydelse: 150 hk/4.500 omdr.

Moment: 380 Nm/ 2.000 omdr.

Topfart: 211 km/t

0-100 km/t: 9,1 sekunder

Køreklar vægt:1.480 kilo

Plusser
Sikkerhedssystemet Smart City Brake Support er standard

Elastisk og sparsommeligt motorprogram med nye benzin- og dieselmotorer

Masser af plads for pengene

Minuser
Affjedring hård og unuanceret

Sedanen noget af en skude

Mazdas forkærlighed for nørdede tekniske betegnelser for teknologier og udstyr



Værd at vide

Udstyrsniveauer:

Core: Smart City Brake Support, manuel aircondition, 17 tommer alufælge. Fælge mv.

Vision: Klimaanlæg, 5,8 tommer skærm, p- sensor, trafikmonitorer i sidespejle mv.

Optimum: Lædersæder med eljustering, 19 tommer alufælge, xenonlys, vejbanealarm, Bose-lydsystem, mv.



Motorvarianter
Benzin: 2,0 ’ere på 145 og 165 hk, 2,5’er på 192 hk

Diesel: 2,2’ere på 150 og 175 hk.







Hent flere

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Peder Nederland Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik