Brugttest: Jaguar størrelse small

Det er så forudsigeligt at vælge Audi eller BMW. Måske skulle du prøve en lille Jaguar

  • Forfra er Jaguar X-Type klassisk britisk med rødder tilbage i 1960'erne.
« Forrige
Forfra er Jaguar X-Type klassisk britisk med rødder tilbage i 1960'erne.
1 af 2
Næste »

EKSTRA Forbrug

Hent flere
 

X-Type var Jaguars forsøg på at tage kampen op med Audi A4 og BMW 3-serie. Det var modellen, der skulle booste det engelske adelsmærkes volumen, så de på sigt kunne klare sig i kampen med de evigt populære tyske konkurrenter.

Jaguar var dengang ejet af Ford, og for at holde udviklingsomkostningerne på et rimeligt niveau, blev X-Type baseret på platform og teknik fra en Ford Mondeo. Det skurrer måske lidt i ørene, at en engelsk prestigebil skulle være baseret på en ordinær mainstream-model, men der er det værd at huske på, at Mondeo var en af de mest velkørende i sin klasse og absolut ikke noget dårligt udgangspunkt.

Du kan ikke umiddelbart se slægtskabet med Ford Mondeo. Designmæssigt ligner Jaguar X-Type mest af alt ligner den forrige XJ-model i størrelse small. X-Type er klassisk engelsk stil med udstråling nok til, at den ikke bare forsvinder i mængden.

LÆS OGSÅ: Jaguar X-Type afgår ved døden

I første omgang blev X-Type introduceret som firedørs sedan med en V6-benzinmotor. Den fik firehjulstræk som standard, så den kunne spille lige op med en Audi A4 Quattro.

Jags første oliebrænder
Men i erkendelse af, at tørstige V6-motorer, firehjulstræk og sedan-karrosseri var ikke vejen til de store salgstal, slækkede Jaguar på principperne og introducerede siden en forhjulstrukket version i 2003. Da halvdelen af salget i dette segment bestod af stationcars og, introducerede Jaguar i 2004 en X-Type Estate, hvilket var den første af slagsen fra det engelske mærke. Det skulle også blive den første Jaguar med dieselmotor!

Nu var punktet nået, hvor loyale Jaguar-kunder fik brug for lugtesaltet.

LÆS OGSÅ: Jaguar afslører dramatisk koncept i Paris

X-Type levede heller ikke op til forventningerne salgsmæssigt, hvilket hovedsagelig skyldtes en relativ høj nypris, et smalt modelprogram og måske et lidt 'old-fashioned' design. Konsekvensen af dette er, at Jaguar X-Type i dag er til købe for rimelig penge, hvis du ikke absolut vil sidde i en Audi A4 eller BMW 3-serie.

Og forholder det sig sådan, er det mest fornuftige valg den 2-liters diesel fra Ford/PSA, der er momentstærk og brændstoføkonomisk – men så skal du også leve med diesellyd i din Jaguar.

Tjeklisten

Karrosseri

Hvis ikke en Jaguar X-type har fået supplerende rustbeskyttelse, skal du være på vagt, for den er ikke specielt godt beskyttet fra fabrikken af.

Godt nok er 80% af bilen galvaniseret, men det forsvinder med tiden, og vognbunden er kun beskyttet af et lag lak. Vangerne under bilen er fyldte med lydisolerende – men også fugtsugende – skum, en løsning der i andre biler har ført til rustangreb. Dørene er beskyttet af et lag voks på indersiden.

Undervogn

Du skal være opmærksom på uens slitage på fordækkene på de firehjulstrukne versioner, det kan være tegn på nedslidte bøsninger på de nederste bærearme på forhjulsophænget. En hvinende lyd under kørslen kan være tegn på slidte lejer i kardanakslen.

Knagende lyd fra styretøjet kan skyldes en defekt ventil i servopumpen. Det er dog i mange tilfælde for længst blevet udbedret på garantien.

Interiør

Interiøret er generelt solidt bygget, selvom det ikke byder på den samme kvalitetsfornemmelse som hos tyske konkurrenter. Hvis bilen er udstyret med en touchscreen, er det værd at tjekke, om alle funktioner fungerer. Tjek også det el-justerbare førersæde, hvis den er udstyret med sådan et. Der har også været problemer med de elektroniske nøgler.

Motor/transmission

Der har været en del problemer med koblinger på visse årgange, og det kan være dyrt at udbedre. På motorsiden skal du være opmærksom på, at 2,5- og 3-liters V6-motorerne er relativ tørstige.

Dieselmotorerne er det bedste valg, hvis du kan leve med lyden og ellers kører mange kilometer. Vil du have automatgear, er skiftende bedre i de senere årgange grundet nyere software.

Fakta

Historie

2001: X-Type introduceres som firedørs sedan, firehjulstræk og 2,5- og 3-liters V6-benzinmotorer.

2003: 2,1-liters V6 med 156 hk, og 2,0 og 2,2-liters dieselmotorer introduceres sammen med forhjulstræk

2004: Stationcar-versionen kaldet 'Estate' introduceres med samme motorer som sedan-versionen

2008: Facelift af X-Type, der får en ny kølergrill og ændrede kofangere. Den 2,2-liters dieselmotor får partikelfilter. Ny seks-trins automatgearkasse på udvalgte motorvarianter.

Priser

X-Type 2,5 Deluxe aut., 2003, 121.000 km: 168.000 kr.

X-Type 2,0 D Sport, 2004, 132.000 km: 199.900 kr.

X-Type 2,0 D Deluxe Estate, 2004, 118.000 km: 209.900 kr.

X-Type 3,0 Sport aut. 4-d, 2006, 98.000 km: 224.900 kr.

Plusser

Fornuftige priser, gode køreegenskaber, eksklusivitet, en af de bedst byggede Jaguar-modeller, fint udstyrsniveau, fine dieselmotorer.

Minusser

Lille udbud, tørstige V6-motorer, beskeden bagsædeplads, høj afskrivning, gammeldags design, kvalitetsfornemmelsen i interiøret.

Hent flere

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik