Persondata politik

40 år gammel mod en ny bil

Ronnies flotte Honda Civic står fuldstændig som ny efter 37 år. Vi har kørt den - igen

  • Nogenlunde sådan her så Ronnies Honda ud i 2008 lige før den skulle til pladesmeden
« Forrige
Nogenlunde sådan her så Ronnies Honda ud i 2008 lige før den skulle til pladesmeden
1 af 2
Næste »
 

Når biler bliver for kedelige, skifter de navn. Og når bilfrabrikkerne beslutter sig for at omdøbe en bil, handler det for det meste om at modellen er begyndt at hænge både køberne og fabrikken ud af halsen. Sådan gik det for Toyota Corolla, Opel Kadett og Ford Escort. Men ikke for Honda Civic.

Galleri: Se hvor meget der er sket på 37 år.

Den lille Civic var Hondafabrikkens første main-stream bil. Og den fik lynhurtigt følgeskab af flotte salgstal – både i USA og Europa.

Civic var lille, let, praktisk (i hvert fald den med den store bagklap) og så var den mekanisk set et forbillede for stort set alt hvad der var på markedet i den klasse i midten af 70’erne. Og i 1974 kom den på tredjepladsen i Årets Bil i Europa lige efter Mercedes 450S og Fiat X 1/9.

Den gamle
Med 690 kg egenvægt, en lille tværliggende frontmotor i aluminium, forhjulstræk og en lækker firetrins gearkasse kom Kadett, Escort og Corolla til at virke antikke. Selv med nutidsøjne er den godt 3,5 meter lange bil forholdsvis tidssvarende, hvis du altså ser bort fra alt hvad der har med sikkerhed og forurening at gøre.

Ronnie Pedersens utroligt flot restaurerede 1975 Civic, som vi har fået lov at trille en tur i er langt mere levende at køre end mange moderne biler, og på klassisk vis kan den styres på speederen. Noget som ganske få bilfabrikker tør være bekendt overfor magelige kunder i 2012 – men det er netop den slags, der giver udslag på morskabs-barometret.

Støvsuget lagrene
Ronnie har selv bygget sin Civic op fra bunden af to gamle Civic'er. Da Ronnie købte bilen i 2006, var den selvsagt temmelig rusten, og der er stort set ikke det reservedelslager i Danmark, som Ronnie ikke har støvsuget for pladedele og stumper.

Se det fede byggeprojekt her

Bilen står utrolig flot - originalt var bilen også orange, men den her orange er faktisk en Porschefarve, så på det punkt er Honda'en altså ikke helt som den var. Sidespejlene er heller ikke originale, men på trods af det, kan vi ikke andet end at tage hatten af for Ronnies utrolig veludførte projekt.

Den nye
Niende generation er selvsagt en helt anden type køretøj – civiliseret og godmodig. Den 80 cm længere og dobbelt så tunge nutids-Civic er et køretøj, der er vokset langt ind i hvad der i 1970erne var forbeholdt velhavere. Ak ja, selv den større Accord fra 1976 vejede mere end 400 kg mindre end den nuværende Civic.

Den nye Honda Civic i niende modelgeneration er blevet en moden sag, men den er ikke mere voksen end at skjorten står åben og slipset bliver derhjemme. Især designet provokerer, og er alt andet end bedsteborgerligt.

Under præsentationen før jul bølgede livlige diskussioner om mere voksne Civic var et skridt tilbage i forhold til forgængeren. Og jo, Civic har afgjort mistet sin ungdommelige vildskab, der kom af et stramt styretøj og en fast undervogn. Nogen vil kalde den kedelig – andre komfortabel.

I forhold til forgængeren fra 2006 er Civic langt mere komfortabel og støjsvag. Bilen styrer stadig godt, men hvor Civic i gamle dage var en målestok for finish og synlig kvalitet, må den i dag se sig overhalet af flere konkurrenter.

Se det store galleri med de to Hondaer her

Honda mod Honda

2012

Motor: 2,2 diesel Sport

Ydelse: 150 hk/ 350 Nm

0-100 km/t: 8,8 sek.

Topfart: 217km/t

Forbrug: 22,7 km/l

Længde/bredde/højde, cm 430/177/144

Egenvægt: 1.375 kg

Pris: 363.000 kroner

Billigste model: 1,4 benzin 100 hk til 215.000 kr.

1975

Motor: 1,2

Ydelse: 54 hk/ 79 Nm

0-100 km/t: 15,5 sek.

Topfart: 145 km/t

Forbrug: 15 km/l

Længde/bredde/højde, cm 357/151/134

Egenvægt: 698 kg

Pris i 1975: 36.000 kr.



Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik