Persondata politik

Hvilken minibil er bedst?

Toyota IQ er på alle måder en bedre bil end Smart ForTwo, hvis eneste aktiv er, at den er kort og sikrer, at du kommer frem i tørvejr

« Forrige
1 af 7
Næste »
 

Hvis du er fra København har du prøvet det: At bande og svovle efter i 20 minutter at have kæmpet for at finde et sted at parkere. Og så er en af disse to biler garanteret noget for dig.

De er hver især halvanden meter kortere end en VW Golf og hele 75 cm kortere end en Fiat Panda. Det gør, at de klarer selv de smalleste gader i en almindelig trepunktsvending.

1,2 personer pr. bil
Smart introducerede den første ForTwo i 1997, og ideen bag denne superkompakte bybil var, at en stor bil med bagsæde er overflødig, når bilerne i byerne i snit kun rummer 1,2 mennesker.

Smart var og er en ultrakort bil til to personer. Den første målte blot 2,5 meter og var ligeså lang som en parkeringsbås er bred.

Desværre er den slags parkeringer forbudt (Selvom der rent faktisk er en Smartejer i Sølvgade som gør netop det), men Smart er alligevel langt nemmere at parkere end almindelige småbiler.

Toyota IQ udfordrer nu Smart med et koncept som ser godt ud på papiret: fire pladser i en bil på 299 cm. Det gør den godt 30 cm længere end Smart, men det betyder ikke noget i praksis:

Med vendediameter på knap 8 meter er bevæger IQ sig endnu mere frit omkring i byens stræder end Smart, der har behov for 8,75 meter fra kantsten til kantsten.

IQ smartere end Smart
Smart ser smart ud og ligner i grunden noget, der kører godt. Men det gør den ikke. Absolut ikke.

Selv om Smart Fortwo, der har mægtige Daimler som ejer, er finish indenfor på traktorniveau med stenhård plast.

Du savner ikke plads i Fortwo, men det er svært at finde en god kørestilling fordi rattet ikke kan justeres.

Støjen fra vejen, vinden og de øvrige trafikanter strømmer næsten uhindret ind i Smarten. Affjedringen er desuden uraffineret.

Du sidder opret og har godt overblik over trafikken. Styretøjet uden servo kræver armkræfter når du skal parkere og er mangler den meddelsomhed fra underlaget som gør normalt gør en lille, let bil sjov at køre. Den halvautomatiske gearkasse er en pine at betjene.

Til gengæld følger den lille trecylindrede diesel på 45 heste og 110 newtonmeters moment ganske kvikt med bytrafikken.

Lille bil med stor følelse
En af tankerne bag IQ er, at det skal være muligt at lave en lille bil uden at det går ud over sikkerheden og komforten. Derfor er den lille bil udstyret med ni airbags. Blandt andet knæ-, underbens og bagsædeairbags.

Jeg vil dog meget nødig have mine børn siddende i bagsædet, hvis det skulle hænde, at en anden bil bragede ind i IQ bagfra. Afstanden fra bagklap til ryglæn er under 30 cm.

IQ kører som en langt større bil, motoren er selvfølelig ingen kraftbombe, men det går til almindelig dagligbrug.

Fed diesel
Den fås i øvrigt med Toyotas superfede 1,4 liters diesel på 90 hk, som jeg til enhver tid ville vælge trods merprisen på 14.000 kr. Med den motor mangler du aldrig kræfter, heller ikke på motorvejen. Her ligger IQ'en holder IQ sig urokkeligt fast i sporet.

Sammen med et fornuftigt afdæmpet støjniveau betyder det i praksis, at du vil kunne køre fra Gedser til Skagen uden at blive væsentligt mere træt end i mange større biler.

Fjederkomforten er også udmærket, men den korte akselafstand gør stillevejsbump til en prøvelse.

De tynde sæder støtter fint og et asymmetrisk instrumentbræt gør at højre forsæde kan skubbes ret langt frem, så du rent faktisk kan sidde nogenlunde ok i bagsædet bag passagersædet.

Det betyder, at IQ trods de små mål, i praksis er en trepersoners bil.

Du skal ikke regne med plads til det helt store feriehejs i nogen af bilerne. Smart rummer 220 liters bagageplads og IQ rammer bunden med 32 liter med mindre du lægger bagsæderne ned og på den måde kommer op på 238 liter.

Der er ingen tvivl om, at de to mikrobiler har deres berettigelse: I byen kan du altid bruge den parkeringsplads, ingen andre kunne klemme sig ind på. Men selvom Smart på er den mindste stjæler IQ point i stort set alle kategorier.

IQ's største hurdle bliver helt klart prisen, som lynhurtigt ryger op over 200.000 kr. hvis du ønsker dig en fed motor og metallak.

Det kan de to biler

Smart Fortwo

Længde, bredde, højde: 270 cm, 156 cm, 154 cm

Motor: 1.0 benzin 71 hk

Topfart: 145 km/t

0-100 km/t: 13,3 sek

Pris fra: 104.000 kr.

Pris for den testede cabrioversion med klimaanlæg og sædevarme: 193.000 kr.

Toyota IQ 1,0 Multidrive (aut.)

Længde, bredde, højde: 299 cm, 168 cm, 150 cm

Motor: 1.0 benzin 68 hk

Topfart: 150 km/t

0-100 km/t: 14,7 sek

Pris fra: 144.000 kr.

Pris for den testede version med automatgear og 2.udstyrstrin med blandt andet aircon, ratbetjent stereo og sædevarme: 197.000 kr.

Hent flere

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik