Indlæser...

Volvo advarer kunderne

Dieselbilerne kan accelerere af sig selv. 679 danske kunder er berørt og bliver kontaktet

17:47, 04. maj 2010 | Christian Richter

Sorte skyer er trukket sammen over Volvo, som har konstateret 55 fejl på modellerne D5 og 2,4D. Fejlen betyder, at bilen kan give gas, uden at føreren træder på speederen. (Foto: Volvo)
Sorte skyer er trukket sammen over Volvo, som har konstateret 55 fejl på modellerne D5 og 2,4D. Fejlen betyder, at bilen kan give gas, uden at føreren træder på speederen. (Foto: Volvo)

Annonce

Nedenstående modeller kan være behæftede med fejlen, hvis de er udstyret med dieselmotorer af typerne D5 eller 2,4D:

Volvo S40/V50, årgang 2006-2010

Volvo C30/C70, årgang 2007-2010

Volvo S80, årgang 2007-2009

Volvo V70/XC70, årgang 2008-2009

Volvo XC60, årgang 2009

Annonce

Annonce

Kører du i en nyere diesel-Volvo, så er der god grund til at tjekke oliestanden en ekstra gang. Volvo har nemlig konstateret 55 tilfælde af fejl på deres femcylindrede dieselmodeller af typerne D5 og 2,4D med partikelfilter.

Fejlen betyder, at bilerne selv kan tage omdrejninger og øge hastigheden, på trods af at føreren har sluppet gassen.

Problemet kan opstå, hvis olieniveauet bliver for højt. Ved bestemte typer kørsel trænger olien ind i motoren og begynder at fungere som brændstof.

Bykørsel og biodiesel
– Det er primært i Tyskland og Polen, det er blevet konstateret. Indtil videre er man nået frem til, at det er en kombination af meget bykørsel og biodiesel på bilen, der starter processen, siger informationschef hos Volvo Personbiler Danmark Jan Larsen.

I Danmark er 679 biler potentielt berørt af problemet, og Volvo har sendt instruktioner ud til ejerne om, hvordan de skal forholde sig for at undgå problemet.

– Man skal gøre det, der står i instruktionsbogen og løbende tjekke sin oliestand. Normalt er det for at tjekke, om der er nok olie på, men nu skal man tjekke, om der er for meget på, siger informationschefen.

Sæt bilen i frigear
Skulle man alligevel komme ud for, at motoren løber løbsk, så er det vigtigt at bevare roen:

– Der er ikke nogen fare i det, for hvis den begynder at tage omdrejninger, sætter man den bare i frigear, kører ind til siden og lader motoren køre, til den er færdig, hvis det ikke er muligt at slukke den.

Endnu har Volvo ikke en løsning på problemet, og derfor en tilbagekaldelse ikke på tale endnu, oplyser Jan Larsen.

På verdensplan kan op mod 158.000 biler være berørt af problemet. Fejlen er endnu ikke konstateret på nogen biler i Danmark eller i resten af Norden.

Annonce