Temperaturen er igen kravlet over frysepunktet, og mens sneen smelter, fyldes
gaderne med sjap og sjask. Et fænomen, som har uheldige konsekvenser for
bilejeren.
Og det er ikke kun snavsede gulvmåtter, der er på spil, hvis man spørger Per Christensen, som er teknisk konsulent hos FDM:
– Sandsynligheden for at bilen ruster i bunden bliver større, når gulvmåtterne er plaskvåde, for det tager en krig, inden de tørrer igen.
I en ældre bil betyder de fugtige måtter også lugtgener – især, hvis den altid står med hermetisk lukkede ruder.
Ruderne dugger
Og så er der hele problematikken omkring et vanvittigt irriterende
vinterfænomen:
– Når gulvmåtterne er fugtige, og du tænder for varmen, så fordamper væsken og sætter sig som dug indvendigt på ruderne, forklarer Per Christensen.
LÆS OGSÅ: SÅDAN SLIPPER DU FOR RUST I BILEN
Men hvordan undgår du så disse problemer?
Et enkelt råd, som mange passagerer glemmer, er, at banke skoene af, inden man sætter sig ind i bilen.
Men som i andre af livets forhold, involverer den bedste form for prævention gummi – her gummimåtter, som tillader sjappen at blive til vand i bunden af bilen.
– Derefter kan du bare tage måtten ud og hælde væsken fra som med en bakke, siger Per Christensen.
Især på de pladser, du bruger meget, er det en god ide at investere i gummimåtterne.
Rul ruderne ned
Har du en carport, eller bor du et fredeligt sted, så lad bilens vinduer stå
lidt på klem. Det giver luftcirkulation i kabinen, og er med til at tørre
bunden, selv når bilen holder stille, lyder rådet fra den tekniske konsulent.
– Mange tror, at der kommer meget vand ind, hvis man efterlader en lille sprække. Men det gør der ikke, og det er bedre, at der kommer lidt cirkulation.
Holder bilen i garage, kan du bare lukke vinduerne helt op på vid gab.
Problemer med dug på ruderne, kan også klares med et godt, gammelt råd: Vask ruderne med almindeligt opvaskemiddel (sulfo) på en klud og tør efter med en tør klud.
– Det gør, at duggen har svært ved at binde sig til ruderne, og har i hvert fald virket udmærket på mit motorcykelvisir, siger Per Christensen og tilføjer, at det naturligvis er bedre at fjerne årsagen til duggen – altså, fugten i bunden.
