På bilferien sydpå er der ingen vej uden om den tyske autobahn med dertil
hørende rastepladser af forskellig kvalitet. Den tyske bilklub ADAC har
testet 50 af dem, og det ser mange steder ikke for godt ud. Kun halvdelen
fik tildelt karakteren gut eller sehr gut. Det sidste var der kun en, som
opnåede. 23 pladser fik betegnelsen ausreichend, der kan oversættes med
tilstrækkelig, og to fik karakteren mangelfuld. Her er et udbud på fem af de
gode.
Tophygiene
Bundesautobahn 19 forbinder færgebyen Rostock med Autobahn A24 og byder på
nogle af Tysklands bedste toiletter. Rastepladsen Recknitz-Niederung (West)
mellem Laage og Glasewitz var den eneste, som opnåede beregnelsen sehr gut.
Her er hygiejnen i top på toiletterne, og menuen i restauranten står på
klassisk wienerschnitzel. Derudover har stedet en stor butik, hvor der er
mulighed for at proviantere til resten af turen.
Solstrålehistorie
Bundesautobahn 5 løber mellem Hessen og den schweiziske grænse. Her er en af
rastepladsernes solstrålehistorier på den nyrenoverede Bad Bellingen-plads
(West) mellem Dreieck Neuenburg og Efringen-Kirchen. Her har man formået at
ryste fortidens elendighed af sig. Det kunne sådan set også kun gå fremad,
efter at pladsen i 2005 blev kåret som Tysklands værste. Siden har bygningen
har fået en make-over, og køkkenet har fået bedre mad til mere rimelige
priser. Især gullaschsuppen er et hit.
Kulinarisk højborg
Bundesautobahn 13 mellem Dresden og Berlin hører måske ikke til verdens
smukkeste. Men så er det jo godt, at køreturen kan varieres på den
kulinariske højborg rastepladsen Freienhufener Eck West. Her er et stort
udvalg af varme retter, blandt andet en sublim version af den russiske
sylte-gryderet Solyanka (vi er jo i Østtyskland). Derudover byder
Freienhufener Eck blandt andet på fine faciliteter til børnefamilier i form
af legeplads og puslerum.
Bundesautobahn 7 løber hele vejen gennem Tyskland, fra den danske til den østrigske grænse og byder på en del rastepladser. Men hvis kun det bedste er godt nok, så planlæg turen med et stop på rastepladsen Hildesheimer Börde (West) nær Hannover. Her er gode toiletter, inklusive pusleplads og handikapfaciliteter, et yderst hjælpsomt personale og en god gullaschsuppe. Noget nær det perfekte rastepladsstop. Eneste minus er, at maden er lidt dyr.
Mikroovn til egen mad
Bundesautobahn 8 fra Luxembourg til Østrig passerer byerne Karlsruhe,
Stuttgart, Ulm, Augsburg og München. I det bjergrige Bayern kan man fordel
trille ind hos rastepladsen Hochfelln (Nord) mellem Bergen og Grabenstätt.
Her er et flot, nyt anlæg med borde og bænke til medbragt mad og endda en
mikroovn, hvor man kan varme sine egne retter. Med andre ord: et godt valg
for de sparsommelige. Men måske ikke for de tissetrængende. ADAC's
rasteplads-testere noterer sig i hvert fald, at toiletterne på stedet er
snavsede og mangler toiletpapir. Så husk din egen rulle for en optimal
rastepladsoplevelse i Bayern.
Se undersøgelsen af alle rastepladser på http://www.adac.de. Søg efter raststätten.
