Det kan koste dyrt at gå ned i bilstørrelse. Ikke på pengepungen, men på
komforten. Mens en mikrobil som Kia Picanto på mange måder er lige så
behagelig at køre i som de fleste større, byder en Suzuki Alto på en ringe
og belastende kørestilling.
Det viser en test af syv populære mikrobiler, vi har lavet sammen med Kate Severinsen, der er ergoterapeut hos Crecea, som rådgiver om arbejdsmiljø.
Der er nemlig stor forskel på, hvor hensigtsmæssigt bilerne indrettes, og hvor meget kroppen belastes. Det er ekstra vigtigt at holde øje med i en tid, hvor mikrobilerne stormer frem og alene i august fyldte ti pladser på top 20-listen over solgte biler.
- Kia Picanto er en 'rigtig' bil, der passer til store og små bag rattet. Suzuki Alto er så skrabet, som den kan være, lyder dommen fra Kate Severinsen.
Ros til Picanto
Picanto får ros for gode sæder og nakkestøtter, mens indstillingerne er mange
og klares nemt. Føreren kan med andre omjustere bilen, så man kan nå både
rat, kontakter og pedaler uden at skulle anstrenge sig. I Suzuki Alto sidder
rattet forholdsvist højt, der er for langt til gearskiftet, og sæderne er
for korte. Førersædet kan heller ikke komme så langt tilbage, så der er ikke
plads til høje personer, lyder vurderingen fra ergoterapeuten.
De to biler illustrerer den store forskel, der er i mikroklassen. Flere er på et højt niveau.
– Nogle biler er rigtigt gode og kan sammenlignes med de bedste i miniklassen, mens andre endda er små MPV'er, hvor man sidder højt og godt. Den afgørende forskel op til næste klasse er pladsen, siger ergoterapeuten.
LÆS OGSÅ: Se også: Komplet oversigt over alle småbilerne
Svært at justere
En del i mikroklassen har også et gearskifte, der er vanskeligt at betjene,
og sædeindstillinger, som er svære at justere og kræver fingerkræfter.
Samtidig har ingen af de syv biler et rat, som kan indstilles i alle retninger. Det kan kun køres op og ned, men ikke frem og tilbage. Det er et stort minus.
Der er dog forskel på, hvor langt rattet kan komme op og ned. Mens det i Picanto er meget fleksibelt og kan justeres langt op og ned, er der kun ringe vandring i Alto.
Mulighederne for at justere indstillingerne i bilen er nemlig afgørende.
– De små ting som for eksempel at kunne justere rattet op og ned betyder noget for kroppen. Det betyder, at eksempelvis skuldrene bliver aflastede, siger Kate Severinsen.
Hvis der er for lang afstand til rattet, bliver man træt. Især hvis man kører langt. Sædernes støtte og muligheder for indstilling spiller også en stor rolle.
– Det er vigtigt, at hofter og ben ikke belastes unødigt. Hvis bilen ikke er fleksibel, så er der større risiko for, at man sidder dårligt, siger Kate Severinsen.
Vinder: Kia Picanto 
Føles som en voksen bil, og den byder på de bedste og mest fleksible
indstillingsmuligheder.
Plus: Godt justerbart førersæde, som er nemt at indstille, fleksibelt justerbare hovedstøtter, instrumentbord ergonomisk drejet
Minus: Rat kan kun justeres op/ned, lav indstigningshøjde
Chevrolet Spark 
Sparken får ros for sin regulære kørestilling med et godt sæde og tingene
inden for rækkevidde.
Plus: Førersæde understøtter godt, god høj førerstilling, sædet kan komme langt tilbage, kort rækkeafstand
Minus: Rat kan kun justeres op/ned, ingen plads til aflastning af venstre fod ved pedaler
Fiat Panda 
Den nye Panda opleves som en mini-MPV med en meget regulær kørestilling.
Trods god indretning er ergonomien ikke helt oppe at ringe.
Plus: God indstigningshøjde, høj og ret kørestilling, gearskifte godt placeret
Minus: Rat kan kun justeres op/ned, lang rækkeafstand til rattet, kort sædebund med mindre understøttelse af lår
VW Up 
Den hypede lille VW - samt Skoda Citigo og Seat Mii - byder på en middelmådig
kørestilling. Sæderne er blandt de bedste, men alt spiller ikke til ug.
Plus: Meget nemt at indstille forsæde, Sædebund med god understøttelse
Minus: Rat kan kun justeres op/ned, lav indstigning, hovedstøtter integreret i sæder – kan ikke justeres, lang rækkeafstand
Hyundai i10 
Den aldrende i10 har en rimelig kørestilling. Men da sædet ikke kan komme så
langt tilbage, er den ikke så velegnet for store personer.
Plus: God indstigningshøjde, gearskifte godt placeret, godt førersæde
Minus: Rat kan kun justeres op/ned, sæde kan ikke køres så langt tilbage, sædegreb hårde at betjene
Toyota Aygo 
Alderen trykker den rustikke Toyota Aygo – samt Peugeot 107 og Citroën C1
Plus: Førersæde kan køres langt tilbage, højt til loftet
Minus: Rat kan kun justeres op/ned, førersæde kan ikke indstilles i højden, sædet er ikke særligt dybt, lang rækkeafstand til rat, hovedstøtte integreret – kan ikke justeres
LÆS OGSÅ: Aygo er ikke god nok
Suzuki Alto
Den mest simple af mikrobilerne i feltet med forholdsvis ringe plads og
justeringsmuligheder.
Plus: Ingen
Minus: Rat kan kun justeres begrænset, lang rækkeafstand, dårlige sæder. Førersædet kan ikke komme særligt langt tilbage, så høje personer får ikke nok plads i kabinen
