BMW troner med sin 1-, 3- og 5-serie på sejrsskamlens tre øverste pladser
over, hvilke bilmodeller de danske bilejere er mest tilfredse med. Det
afslører ranglisten over bilejernes egen tilfredshed med deres biler
vurderet på den enkelte model.
Det FDM magasin Motor, der har bedt 27.000 bilejere vurdere deres egen bilmodel ud fra 16 forskellige parametre som holdbarhed, gensalgsværdi, miljøvenlighed og anerkendelse hos andre. Bilerne i undersøgelsen er alle fra 2008 eller nyere og er altså op til fire år gamle.
At bilejerne har et godt øje til BMW er velkendt.
Alt tæller med
I sin årlige AutoIndex-undersøgelse kunne FDM i maj kåre BMW som det
bilmærke, bilejerne er mest tilfredse med. At førertrøjen også sidder på
sydtyskerne, når det gælder de enkelte bilmodeller, er derfor ikke den store
overraskelse. Det er blandt andet bilejernes vurderinger af bilens
støjniveau, anerkendelse hos andre, miljøvenlighed og en god gensalgsværdi,
der sikrer BMW kåringen, mens ejernes vurdering af pris og
driftsomkostninger trækker ned.
- Der er selvfølgelig en vis sammenhæng mellem tilfredshed og bilernes pris, men vi har tidligere set, at en dyr bil ikke nødvendigvis opnår en høj placering i AutoIndex, siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen.
Luksusbiler indtager toppen
Ud over de tre BMW-serier indtages de øverste pladser på listen af dyrere
og større bilmodeller fra Volvo, Audi, Toyota og Mercedes, mens koreanske
Hyundais lille Getz indtager sidstepladsen. Det er blandt andet lille
anerkendelse hos andre, en lav grad af sikkerhedsudstyr og for højt
brændstofforbrug, der trækker ned, konstaterer FDM.
- At biler i høj grad også er et spørgsmål om følelser fremgår også af ranglisten. Således vurderes de såkaldte trillinger, Toyota Aygo, Citroën C1 og Peugeot 107, vidt forskelligt, selvom der langt hen ad vejen er tale om den samme bil. Eksempelvis vurderes gensalgsværdien højere for Toyota Aygo end de to andre.
Hvis du vil vide mere om bilerne i undersøgelsen, skal du have fat i et nummer af Motor fra oktober 2012.
