Det lyder som science fiction. Men den er god nok. Allerede i 2014 kommer
Volvo med et system, så biler kan følge hinanden som perler på en snor ned
til 50 km/t. Den nye teknologi skal gøre det mere afslappende og sikkert at
køre i kø.
For at demonstrere at systemet virker har Volvo ladet tre Volvoer køre 124 km gennem Spanien - helt uden at chaufførerne har rørt rat, speeder og bremser. En lastbil - med en chauffør bag rattet - ledte kortegen gennem Spanien.
Og pointen er til at få øje på:
– Man kan slappe mere af, når man kører den form for monoton køkørsel, der er en mindre behagelig del af den daglige trafik i byområder. Systemet gør det muligt at køre sikkert og ubesværet i langsomme trafikkøer, siger Peter Mertens, direktør for forskning og udvikling hos Volvo Car Corporation.
Især firmabilister
Systemet er en videreudvikling af Volvos nuværende Adaptive Cruise Control,
der holder en fast afstand til den forankørende ved hjælp af sensorer. Det
nye system er også koblet til styretøjet, så det kan følge den forankørende
bils bevægelser. Systemet, som er en del af en ekstraudstyrspakke, der også
omfatter en teknologi, der hjælper med at holde bilen inden for
vejstriberne, kommer i 2014. Pakken koster i dag omkring 40.000 kr. Men Jan
Larsen, der er pressechef hos Volvo Danmark, ser alligevel store
perspektiver i systemet herhjemme.
– Flere og flere køber udstyrspakken. Det er især firmabilisterne. Men vi håber selvfølgelig, at priserne kommer ned. Det er vanvittigt, at man skal betale fuld afgift af sikkerhedsudstyr som det her, siger Jan Larsen til avisen.
LÆS OGSÅ: Danske biler får flere buler
Hos Rådet for Sikker Trafik hilser man systemet med afstand ved køkørsel velkomment.
– Vi er utroligt positive. Det er inden for den nye teknologi, vi inden for de kommende år vil se en markant forbedring af trafiksikkerheden. Elektronikken går ind og hjælper føreren, men vedkommende kan også selv gribe ind, pointerer dokumentationschef Jesper Sølund, der ikke frygter, at sådanne systemer bliver en sovepude, fordi de alt andet lige støtter op om chaufføren. Rent praktisk tilsluttes systemet ved et tryk på en knap. Når funktionen er tilkoblet, reagerer motor, bremser og styretøj automatisk.
Hjælpesystemet til køkørsel er den anden type teknologi til selvkørende biler, Volvo har præsenteret for nylig. For få uger siden demonstrerede virksomheden SARTRE-projektet (Safe Road Trains for the Environment), som fokuserer på konvojkørsel på motorveje ved hastigheder op til 90 km/t. Det system kræver dog, at bilerne kan 'snakke sammen' og ligger derfor længere ude i fremtiden.
