Vante takter – og dog. Sådan kan bilsalget i november beskrives. Mikrobilerne
med VW Up i front tæt fulgt af koncernfætteren Skoda Citigo sidder nemlig
tungt på bilsalgstronen.
Men i forhold til samme måned i fjor, hvor firmabilisterne traditionelt skifter bil, er der ikke mange businessklassebiler på top 20. Faktisk er der kun en enkelt, og endda en eksklusiv en af slagsen. Det er Mercedes C-klasse, som afspejler, at stjernemærket har fået godt fat i markedet for erhvervsleasing efter markante nedsættelser.
LÆS OGSÅ: Bilsalg slår alle rekorder i 2012
Til sammenligning optrådte modeller som Toyota Avensis, Peugeot 508, Citroën C5, Ford Mondeo, VW Touran og VW Passat på listen i november sidste år. Passat var endda nummer et med hele 770 solgte biler. Til sammenligning er der solgt 264 C-klasser i november i år.
Optur for VW Up
Det er dog i år en november, der kommer efter en række store omlægninger af
regler og afgifter for netop erhvervsleasing, og når vi er igennem december,
bliver det interessant at gøre regnestykket op. Det er ikke nødvendigt for
VW Up, der med et nyt rekordtal på 1640 biler i årets 11. måned og hele 9646
Up'er i løbet af året allerede nu tegner til at blive årets mest solgte bil.
Tag derudover Citigo og Seat Mii, som dog ligger længere nede i rækkerne i
november, hvor der i alt blev skruet plader på 16.334 biler.
Dermed fortsatte udviklingen med et højere bilsalg end samme måned i fjor. I øvrigt en november, hvor mikrobilerne med Kia Picanto, Citroën C1 og Toyota Aygo besatte de fem første pladser, og den gamle VW Golf også nåede at stikke snuden ind på tiendepladsen.
