Persondata politik

Billigbil med elendig sikkerhed

Billigmærket Dacia, som er på vej til Danmark, skraber bunden i efterårets kollisionstest

  • KLIK og se hvor mange point de forskellige biler har fået
KLIK og se hvor mange point de forskellige biler har fået
1 af 1
 

Bilfabrikkerne viser tydeligt, at de er modtagelige for pædagogisk belæring. I hvert fald har alle de testede biler, som for øjeblikket er på det danske marked, fået fem stjerner i den ellers skærpede 2012 Euro NCAP test.

Højeste totalscore fik Opel Mokka med 89 procent, mens Ford Fiesta fik laveste karakter i det pæne selskab, nemlig 83 procent:

Årets endegyldige bundskraber igen var Dacia, som med sin Lodgy for anden gang i år ramte bunden med tre stjerner og 63 procent i totalscore. I starten af året fik en anden Dacia med navnet Duster blot 62 procent. At det går galt igen tegner et billede af noget, som ikke er en tilfældighed, mener Leif Nielsen, sikkerhedsekspert og tidligere dansk Euro NCAP-repræsentant.

- Dacia, som er et Renaultselskab - producerer sikkerhedsmæssige bundskrabere til markeder, der ikke går op i sikkerhed, som vi gør i Danmark, konstaterer Leif Nielsen og tilføjer:

- Efter min meninge egner den sig bedst som fyldstof i fremtidige byggeprojekter, konstaterer Leif Nielsen.

Renault overvejer for tiden at hjemtage Dacia-modellerne, der jo er Renaults billigmærke. Men det er ikke sikkert, at det vil gøre noget godt for Renault, mener Leif Nielsen.

- Hvis Renault, der er mærkets officielle importør i Danmark, tager den til Danmark, sætter det unægtelig et skår det Renaults sikkerhedsimage, siger Leif Nielsen.

Sådan klarer de 15 biler sig (kommentarer af Leif Nielsen)

Dacia Lodgy - fri os for den







Den danske Renault-importør muligvis vil sætte Lodgy på programmet, nu hvor Dacia har fået mulighed for ESC, og der er kommet bedre motorer. Dacia Lodgy har samme billige sideairbagsystem som VW Up & Co og Renault Clio. Men det lukker Euro NCAP øjnene for og ser kun på testsituationen. Det ser dog ikke for godt ud. Pæletesten viser brun markering lig med: Rigtig dårlig, og piskesmældtesten endte i det røde felt. Kabinen bryder sammen flere steder, det er usædvanligt i dag.

Lodgy blev testet uden ESC og er dermed typegodkendt inden loven om ESC på alle nye biler trådte i kraft. Selv om Lodgy i påkommende tilfælde vil få ESC i Danmark, vil det ikke rykke ved de kun tre stjerner.



Fiat 500L - endnu bedre





Fiat 500 brillerede i 2007, da modellen kom frem, med en meget høj sikkerhed, helt udsædvanligt for de små biler.

Siden dengang er også andre kommet med og den nye og længere variant af Fiat 500, Fiat 500L, klarer sig på enkelte punkter bedre end den korte udgave. F.eks. er den helt fejlfri i benområdet på forsæderne, og det uden den knæairbag, som den korte udgave har.

Det eneste, beskedne klagepunkt, i rapporten denne gang er karakteren i piskesmældtesten, der kun er på det jævne.
Ford Fiesta - kun delvis ny









Det er en kostbar affære, at konstruere en ny bil, så Ford har bibeholdt Fiestas konstruktion i så høj grad, at Euro NCAP har anset det for unødvendigt at frontalteste den påny - det blev den senest i 2008 under den tidligere Euro NCAP test.

De gamle karakterer er derfor overført punkt for punkt. Ser man på den almindelige sidetest, alt ikke mod en pæl, er den ny model en bagatel bedre og meget tæt på det perfekte.

Pæletesten kan ikke sammenliges med 2008-testen, idet der nu måles fra isse til siddeflade, hvor det i 2008 kun var hovedet, der blev målt på. Pæletesten af i dag blev kun klaret jævnt, idet der optrådte for stor påvirkning af brystet. Fodgængertesten er stadig på det jævne.

Og en selehusker ved bagsædet burde være standard i en familiebil som Fiesta, men er det stadig ikke.



Ford Kuga - nu også sikret mod piskesmæld







Ford Kuga fik en pæn, femstjernet karaktér tilbage i 2008. Det var i det gamle Euro NCAP system, hvor en piskesmældtest ikke talte med, selv om den blev udført på en række biler, heriblandt Ford Kuga, som led i en test, hvor Euro NCAP introducerede den nye testform.

Heldigt for Ford, at Kuga-testen ikke talte med dengang, det blev nemlig kun til en bundplacering nede i det røde felt.

Men ros til Ford: De tog ved lære og i den nye Kuga-test er karakteren for piskesmæld nu oppe i det grønne felt.

Resten af testen er der ikke så meget at fortælle om. Kuga viser generelt et rigtigt fint resultat og er med hensyn til det aktive sikkerhedsudstyr kommet med i det fine 100 % -selskab, som ellers kun Volvo og BMW 5 har været medlem af, men hvor vi denne gang, udover Ford Kuga, også kan byde velkommen til Opel Mokka og Mitsubishi Outlander.



Hyundai Santa Fe højt på strå







Hyundai Santa Fe ligger højt på årets scoreliste. Ikke alene med en høj totalkaraktér, men også i de enkelte sikkerhedsbokse, der danner billedet: Voksen, barn, fodgænger, aktiv sikkerhed.

En lille skønhedsfejl er den orange markering i piskesmældtesten, men når man ser, at pointtallet er 2,984 og i betragtning af, at 3,000 giver grøn markering, må man sige, at den fejl er til at leve med. Det er i hvert fald ikke noget man dør af.

Det samme gælder den gule markering i pæletesten, hvor delkarakteren er 3,574, mens 4,000 ville give grøn markering. Det samme gør sig i endnu højere grad gældende i frontaltesten, så alt i alt må Santa Fe betegnes som en sikker bil på alle punkter.



Mercedes A - god generel sikkerhed





Mercedes-Benz A-klasse er, når samtlige karakterer lægges sammen, ikke helt i top, men den har den styrke, at den er tilpas god til det hele.

Det ses på grafikken med "de grønne mænd", som kun meget få steder skifter farve til gul. I vores øjne skal en rigtig femstjernet bil kun vise grønne og gule farver - og det lever A-klassen op til.

Et elektronisk system, "Collision Prevention Assist (CPA)", er standard og er skabt til at hjælpe bilens fører til at undgå piskesmældskade.

Den slags systemer, som også den nye VW Golf VII møder op med som standard, giver endnu ikke point hos Euro NCAP. Men det vil ske i fremtiden og bliver næste trin på vejen til endnu højere bilsikkerhed.



Mitsubishi Outlander - nærved og næsten!







Mitsubishi Outlander gennemførte testen med et godt resultat. Karaktererne i frontaltesten var optimale eller, hvor grafikken viser gul markering, meget tæt på grønt.

Som flere andre af testens deltagere, måtte også Outlander indkassere kritik i pæletesten, hvor måleinstrumenterne afslørede et for højt tryk på testdukkens kunstige ribben.

100 procent i "Aktiv Sikkerhed "kan jo ikke blive bedre, børnetesten er også fint gennemført, mens fodgængertesten ganske vist blev klaret til fem stjerner, men modsat de fleste andre biler, er dårligere for et barn end for en voksen. Piskesmældtesten giver en placering i den øverste, pæne tredjedel af de siden 2009 testede biler.



Opel Mokka - sikrest





Opel Mokka er en forholdsvis lille bil, men bestemt ikke særlig let med sin egenvægt på over 1.400 kg.

At der er gods i bilen, og at karrosseriet har en god styrke samtidig med et velafstemt sikkerhedsudstyr, fremgår tydeligt af testresultatet, hvor Mokka rører loftet. Ser man på den grafiske fremstilling er der kun to gule markeringer og især førerens gule bryst er så tæt på grønt som man næsten kan komme: 3,927 point i denne deltest, hvor 4,000 er grøn topkaraktér. Mokka har ikke knæairbag, men klarer sig optimalt uden.

Mokka har ingen dårlige karakterer i det samlede testbillede. Selv fodgængertesten er god for såvel et barn som en voksen.

Og der er ikke sparet på det aktive sikkerhedsudstyr, som er det maksimalt mulige pointgivende - altså 100 procent.

Mokka opnår en totalscore på 89 procent, hvilket er højest i denne testrunde og næsthøjst på årsbasis, kun overgået af Volvo V40.

Range Rover 3.0 TD - bedre end lillebror







En mindre Range Rover, Evogue-modellen, blev testet i slutningen af 2011 i en 1.800 kg tung, højrestyret udgave og til fem stjerner. Så meget var det dog ikke blevet til efter 2012-reglerne.

Det klarer den store, kendte Range Rover, uden efternavn, nu med bravour i en 2.313 kg tung, venstrestyret udgave.

Frontaltesten klares bedre en ved den mindre Range Rover, mens pæletesten er dårlige. Brystmarkeringen går fra grøn markering (perfekt) i den lille Range Rover Evogue til orange (mådeligt) i den store.

Også piskesmældtesten er dårligere - den var ikke for god i forvejen.

Range Rover er ikke engang blandt de 100 bedste ud af de cirka 170 piskesmæld-testede biler.

De bløde medtrafikanter kan være tilfredse med, at den voldsomme front på den store Range Rover slår mindre hårdt en ved den mindre Evoque, således at Range Rover nu kan reklamere med "5 stjerner, Test 2012."





Seat Leon - tæt på det optimale





Seat Leon gør en særdeles god figur i denne test, man har ikke indtrykket af, at Euro NCAPs kontinuerligt skærpede krav har budt på de store problemer.

Senest Seat Leon blev testet var i 2005. Det blev kun til tre stjerner og nu er ikke alene de fem stjerner i hus, men også på baggrund af et højt, samlet karaktértal.

Det kunne have sendt bilen helt til tops på linje med Opel Mokka, hvis Seat havde forsynet Leon med selehusker ved bagsædet, og hvis den justerbare fartbegrænser, havde været standard på alle modelvarianter.

Skoda Rapid/ Seat Toledo Gør sig umage ...







Skodas nye Rapid hatchback gør en rigtig god figur i denne test. Resultaterne gælder også for Seat Toledo, som er en søstermodel i VW-koncernen.

Der er ikke meget at kritisere, tallene og farverne på grafikken taler deres tydelige sprog.

Og fortæller blandt andet, at Skoda/Seat godt må gøre sig lidt mere umage i piskesmældtesten. De har tidligere i år vist, at de godt kan, men her knækkede der ligesom en tak af den femte stjerne, hvis fem stjerner skal illustrere det optimale. Om de hovedbeskyttende sideairbags er ægte gardinairbag oplyser Euro NCAP desværre ikke, men det synes at fremgå af testvideoen.

Først fra produktionsnummer VIN .. 009068 (seks sidste cifre ud af 17) er der selehusker på forreste passagersæde – det oplyses i hvert fald som gældende for Skoda Rapid..





Subaru Forester - bedst i barnetesten





Subaru Forester klarer sig generelt godt i testen. Især markerer den sig med årets højeste pointtal i barnesikkerhed, et enkelt point højere end Subaru XV opnåede tidligere på året. Så det er tydeligt ikke en tilfældihed, men noget fabrikken har styr på.

Havde den så også haft i det mindste gul markering i pæletesten, havde det været rigtig flot, men det blev kun til det, der i gamle dages skolekarakter ville have heddet "mådeligt":

Men årskarakteren ville have heddet "mgX". Det var dengang ganske tilfredsstillende.



Volvo V60 Plug-in hybrid - nye tiltag





Volvo V60/S60 blev testet i sin almindelige udgave i andet kvartal 2011. Denne gang er det Plug-in hybridmodellen, der står for skud.

Forskellen på de to udgaver er bl.a. egenvægten der stiger fra 1.672 til 2.020 kg. Den øgede vægt medfører et højere pres på karrosseriet og på personerne i sikkerhedsselerne og det er formentlig årsagen til, at hybrid-Volvoen får gul markering af førerens bryst og en pointnedgang på det specielle punkt på 25 %. Men stadig et acceptabelt resultat.

V60 hybrid har nu fået selestrammere og selekraftbegrænsere også på bagsædet, en ting, som ADAC har efterlyst så bagsædet igen kan blive bilens sikreste plads. Desuden har hybrid-Volvoes fået aktiv fartbegrænser som standardudstyr. Totalt set ender hybrid-udgaven på samme score som den almindelige V60.



VW Golf VII - sikrere end testen viser







Den syvende VW Golf-udgave klarer sig godt i Euro NCAP testen. Og så har den endda et par nye tiltag, som endnu ikke er pointgivende, som standardudstyr:

En ”Multi Kollision Bremse”, som griber ind, hvis en bil fortsætter med at køre efter den første kollision og bremser den ned til 10 km i timen, så føreren får en chance for at få hold over bilen.

Desuden "PreCrash”, et system, der strammer sikkerhedsselen op, adviserer airbagsystemet og lukker bilruder og evt. soltag før sammenstødet sker.

Til gengæld har VW sparet på en selehusker til bagsædet.

Heldigvis har VW i Golf bibeholdt ægte gardinairbags med beskyttelse i hele kabinens længde. Resultaterne fra crashtesten er da også blevet gode, med topkarakter i de fleste af de delopgaver, der danner baggrund for karaktererne. På testgrafikken må Golf dog indkassere en orange, mådelig, markering på førerens brystkasse. Flere og flere biler klarer efterhånden opgaven til gul markering, men for Golf VII smuttede det altså. Delkarakteren her blev under det halve af det mulige.

Man kan så glæde sig over den fine placering i barnetesten og piskesmældtesten.

Regler for stjerner

Ydermere en karaktererne i procentboksene for Voksentest, Barnetest, Fodgængertest, Aktiv sikkerhed og Totalscore alle et pænt stykke over bundlinien for fem stjerner.

Nås grænsen ikke i hver enkelt boks, tabes en eller flere stjerner.

Airbaggen bærer på hemmeligheder

Kommentar af sikkerhedsekspert Leif Nielsen

Der findes tre vigtige typer airbags, der skal beskytte passagernernes hoved i tilfælde af en påkørsel fra siden – enkelte biler, som i denne test Volvo V60, Subaru Forester og Ford Kuga, udløser dem også ved en frontalkollision.

Det, vi allerhelst vil vide, er dog om der er tale om en såkaldt gardinairbag, der udløser fra oven og ned i hele kabinens længde. Sådan bør det være, men er det ikke altid.

I nogle tilfælde sidder en såkaldt hovedbeskyttende airbag monteret nederst i siden på forsæderyglænet, og herfra farer den op, hvis bilen rammes fra siden, og beskytter hoved og bryst på fører eller forsædepassager. Men kun, hvis personen sidder lodret i sædet.

Gardinairbaggen beskytter også, hvis personerne sidder i en mindre ideel stilling, altså også, hvis en påkørsel fra siden følger efter en frontalkollision.

Endelig vil det være godt at vide, om personerne på bagsædets yderste pladser også har hovedbeskyttelse – og det har de kun, når bilen har en ægte gardinairbag.

Engang oplyste Euro NCAP om airbaggen i deres testrapporter, som kan ses på deres hjemmeside www.euroncap.com.

Men det gør de ikke mere. Nu får man kun at vide om bilen har en ”hovedbeskyttende airbag” og en ”brystbeskyttende airbag”. Og det har de alle sammen i dag.

Det bekymrende er, at bilfabrikanterne, denne gang Dacia og tidligere Renault (Clio IV) samt VW Up, VW Beatle, Skoda Citigo og Seat Mii, har de ringere airbagsystemer uden at det afspejler sig i Euro NCAPs oplysninger. Der er denne gang en undtagelse: Fiat 500 oplyses af have hovedbeskyttende airbag både for og bag. Men der står ikke, at det er ægte gardinairbags.

Hent flere

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Peter Roelsgaard Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik